Født i fattigdom og voldtaget: Fakta om Oprah Winfrey

Tv-værten Oprah Winfrey gav en tale ved Golden Globe-uddelingen natten til mandag dansk tid. Brandtalen har for alvor sparket liv i rygterne om et eventuelt præsidentkandidatur ved valget i 2020.
Bliv klogere på den kendte talkshowvært her:
* Oprah Winfrey bliver født 29. januar 1954 i Mississippi og vokser op med en alenemor i en ghetto i Milwaukee.
* Hun klarer sig godt i skolen og springer flere klasser over.
* Som niårig bliver hun voldtaget.
* Som 14-årig bliver hun gravid, men hun mister barnet.
* I 1973 bliver hun som 19-årig ansat på en radiostation i Baltimore. Hun rykker videre til tv fire år senere.
* I 1984 flytter hun til Chicago og skaber to år efter sit eget tv-program, "The Oprah Winfrey Show". Det løber frem til 2011 og bliver det mest sete talkshow i USA og gør Oprah Winfrey til en af USA's rigeste kvinder.
* Hun bliver fra 1989 og frem til i dag tildelt stribevis af priser såsom Emmy og Golden Globe, herunder æresprisen Cecil B. DeMille Award.
* Hun bliver i 1986 nomineret til en Oscar for en rolle i filmen "Farven lilla" af Steven Spielberg.
* Samme år danner hun sit eget tv-produktionsselskab, Harpo (Oprah stavet bagfra, red.), der producerer hendes egne shows og serier som "Dr. Phil" og "Kok Rachel Ray".
* Hun starter i 1991 en kampagne for registrering af personer, der begår overgreb mod børn. Kampagnen fører til en lov om registrering under præsident Bill Clinton i 1993.
* Hun bliver i 2003 den første sorte kvinde, der registreres som milliardær i dollar af tidsskriftet Forbes.
* I 2007 opretter og finansierer Oprah skoler for fattige piger i Sydafrika.
Kilder: Time Magazine, Forbes og Famous-women.
/ritzau/