Lå død i 14 dage: Studerende fundet død på restaurant

Kort før jul blev der gjort et makabert fund i et amerikansk shopping-center i Duluth, Georgia.
I en af de tomme og forladte restauranter i Gwinnett Place Mall-shopping-centret lå liget af en ung kvinde. Liget har nu vist sig at være identisk med den 19-årige studerende Silling Man, der allerede tilbage i oktober blev meldt savnet af sin familie.
Det skriver det amerikanske medie Gwinnett Daily Post. (link fjernet)
Politiet bekræftede i sidste uge, at liget var identisk med den unge kvinde og udtaler nu, at man stadig er i gang med at fastslå dødsårsagen. Det er derfor stadig hverken be- eller afkræftet, om der ligger en forbrydelse bag.
Liget af kvinden havde ifølge retsmedicineren ligget i den forladte restaurant i 14 dage, før at det blev fundet – og liget var derfor så forrådnet, at man ikke umiddelbart kunne sige noget om dødsårsagen.

Silling Man var studerende på det lokale universitet, men havde ikke deltaget i undervisningen i en længere periode. Foto: Privat
Den 19-årige kvinde blev allerede meldt savnet 8. oktober af et familiemedlem.
Dog vendte den unge kvinde hjem igen få dage senere, hvorefter hun igen forsvandt den 10. oktober.
Herefter blev kvinden ikke meldt savnet af hverken familie eller venner.
Silling Man blev med sikkerhed set i live 20. november, hvor hun hævede sin sidste løncheck fra et andet shopping-center i den amerikanske delstat. Herefter ved man ikke med sikkerhed, hvor hun har opholdt sig eller lavet, før at liget af hende blev fundet tre dage før jul.
Silling Man var andetårsstuderende på Georgia State University, men har ikke deltaget i undervisningen de seneste semestre.