Remee og Blachman til Mathias: Du synger dårligt
Han charmer pigerne og har over 23.000 fans på Facebook. Men på X Factor-scenen har Mathias Chrøis ikke samme succes.
Dommerne Thomas Blachman og Remee var således ikke imponeret over den 17-åriges præstation i aften, hvor han sang sin egen version af Niklas' hit "Veninder".
- Din figur er tidløs. Du kommer til at gå videre, men så skal vi også begynde at overveje, hvor godt du synger. For ellers er det satme ud. Din sang er dit svageste element - undskyld, lød det kritisk fra Thomas Blachman, inden værten Eva Harlou afbrød den excentriske dommer og gav mikrofonen videre til Remee.
Remee havde dog også en del kritik at rette mod Mathias Chrøis i aftenens program - og igen var det Mathias' vokal, der fik en hård medfart:
- Du skaber noget energi, men vi bliver nødt til at sætte det over for de andre store stemmer, og dér står du ikke super stærkt, lød det fra Remee.
Lina Rafn, der er mentor for den unge dreng fra Taastrup, forsøgte at forsvare sin unge sanger:
- Du er en historiefortæller. Det handler nødvendigvis ikke om den største stemme, lød det således fra Lina Rafn.
Aftenen har været én lang hyldest til de mange danske hits, for de resterende otte X Factor-deltagere skal i aften synge på nationalsproget i det andet liveshow.