Bevæbnet politi i timelang kamp mod tiger… der var bare ét problem
Som politibetjent er en af dine fornemste opgaver altid at være klar og beredt.
Du skal kunne rykke ud med sekunders varsel, og du skal altid være klar på at møde det ubehagelige – og det farlige.
En gruppe skotske betjente var bestemt også klar og beredte, da de i lørdags blev kaldt ud til en noget usædvanlig – og skræmmende – opgave uden for den skotske by Peterhead.
Her havde en landmand opdaget en ganske frygtindgydende og uvelkommen gæst på sin gård – en stor tiger havde på mystisk vis fundet vej til landmandens gård.
Landmanden slog naturligvis straks alarm til myndighederne, og myndighederne tog bestemt mandens alarmopkald alvorligt.
Politiet sendte således både svært bevæbnede betjente samt hunde til adressen, og her kunne de rigtig nok konstatere, at der befandt sig en tiger i landmandens ene stald.
Der var dog lige ét problem…. Der var slet ikke tale om en tiger.
Eller jo… der var en tiger, det var bare ikke en levende tiger.
Der var i stedet tale om et tøjdyr, og dette ”skræmmende dyr” lykkedes at holde betjentene i ave i næsten en time.
På afstand lignede det ifølge betjentene en vaskeægte - og "mæt og rolig" - tiger. Foto: Facebook
Det skriver det britiske medie The Sun.
Fordi politiet ikke turde komme alt for tæt på det frygtede kattedyr, endte der med at gå 45 minutter, før at den pinlige brøler blev opdaget.
I det tidsrum nåede betjentene at tage billeder af tigeren, som de sendte hjem til kollegerne på politigården. Her bekræftede kollegerne, at der rigtig nok var tale om en ægte (og tilsyneladende) levende tiger.
Over radioen kunne man ifølge det britiske medie også høre, hvordan betjentene diskuterede, om tigeren havde spist landmandens kvæg.
Den farlige "tiger", som skotske betjente rykkede ud til lørdag. Foto: Facebook
Desuden kunne man også høre, at de tilkaldte betjente opfattede tigeren som ”mæt og rolig”, og at det vist kun var dens ører, der bevægede sig.
Men efter godt og vel 45 minutter måtte de standhaftige betjente konstatere, at de havde begået en brøler af de lidt større. For ja… den farlige tiger var altså blot et tøjdyr.
Vi formoder, at der bliver uddelt en del donuts og citronmåner på politistationen i Peterhead i de kommende dage.