Nyheder11. februar 2018

Mikkel Kessler stopper karrieren

Den 38-årige bokser har valgt at stoppe helt. Han kan ikke finde kræfterne og motivationen til at fortsætte
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mikkel-kessler-14012018.jpg
 Foto: All Over Press

Den danske bokser Mikkel Kessler har valgt at smide håndklædet i ringen. Det fortæller han til BT.

I et årstid har bokseren forsøgt at gøre comeback, men nu er det altså slut.

- Jeg stopper, det er helt slut nu, fortæller Mikkel Kessler til BT.

Kessler er blev syg og drænet for energi og motivation, efter han blev bidt af en flåt og fik konstateret borrelia.

- Jeg har virkelig prøvet i lang tid. Men jeg har gjort op med mig selv, at det ikke går. Jeg kan ikke finde motivationen tilbage. Jeg går ikke op og laver noget halvt. Det skal være med fuld hammer. Men gnisten er væk, lyder det.

Det er næsten fem år siden, at Kessler sidst var i bokseringen, og der tabte han til Carl Froch i et opgør i London.

Han stoppede faktisk allerede sin karriere halvandet år efter kampen mod Froch, men han holdt dog en lille dør åben, hvis der blev mulighed for en revanchekamp mod Froch eller Andre Ward.

Der er kun tre boksere, der har haft succes med at slå den danske Kessler. Andre Ward, Carl Froch og waliseren Joe Calzaghe, der besejrede Mikkel Kessler i 2011.

Mikkels kone Lea Hvidt har flere gange givet udtryk for, at hun ikke bryder sig om, at han bokser.

- Jeg har flere gange fortalt, at jeg langt fra bryder mig om den sportsgren, som Mikkel har mestret i størstedelen af sit liv, og derfor kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om dette skal opfattes som et tegn et eller andet sted oppefra. Uanset hvad, står vi nu med et nyt udgangspunkt, som er langt fra planerne, og som vi sammen skal klare os igennem, skrev hun i et blogindlæg på BT, da Mikkel fik borrelia.

Parret har også et bryllup foran sig til sommer, når de skal giftes.

Lea Hvidt har tidligere fortalt, at brylluppet skal holdes i udlandet.

Sammen har de børnene Romeo på fire år og Rosa-Lia på to år.

Sponsoreret indhold