Kongelige13. marts 2018

Politiet efter prins Henriks død: Efterforsker brud på tavshedspligten

Københavns Politi efterforsker nu en sag om muligt brud på tavshedspligten i forbindelse med prins Henriks indlæggelse på Rigshospitalet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20180209-161134-l-1000x666we.jpg
 Foto: RITZAU FOTO

For præcis en måned siden gik prins Henrik bort.

Og mens hofsorgen slutter i morgen - så er politiet nu gået i gang med at efterforske et muligt brud på tavshedspligten i forbindelse med prinsens indlæggelse på Rigshospitalet.

Det skriver Ekstra Bladet.

Fire dage før prinsens død udsendte kongehuset en pressemeddelelse, hvor de oplyste:

- Hans Kongelige Højhed Prins Henriks tilstand er desværre alvorligt forværret.

I pressemeddelelsen blev det desuden oplyst, at kronprins Frederik, som på daværende tidspunkt var i Sydkorea til Vinter OL, ville afbryde sit ophold for at komme hjem til sin syge far.

Kort efter meddelelsen fra kongehuset fortalte journalist, forfatter og kongehusekspert Trine Villemann live i Radio 24/7, at prins Henrik lå for døden - en information hun havde fra en kilde på Rigshospitalet.

19. februar henvender politiet sig til Radio 24/7 for at få kontakt til Trine Villemann.

- Jeg får at vide, at der er nogen, der har indgivet en åben anmeldelse mod personalet på Rigshospitalet, fordi jeg har sagt, som jeg har i radioen, fortæller Trine Villemann til Ekstra Bladet.

Fredag var Trine så en tur forbi politiet.

- Jeg mødte op og gennemlæste min forklaring, hvor jeg naturligvis har meddelt, at jeg under ingen omstændigheder vil fortælle, hvem jeg taler med. Det rager hverken politiet eller nogen som helst andre, lyder der fra Villemann.

Trine Villemann forklarer, at hun ikke selv er "i fedtefadet", men at politiet jagter hendes kilde og har angiveligt har sat en del ressourcer af til efterforskingen.

Og det hænger slet ikke sammen for den garvede kongehusekspert.

Hun mener, at det er en banalitet, der får al for meget opmærksomhed, fordi kongehuset er indblandet.

Rigshospitalet ønsker ikke at kommentere på sagen. Det gør de generelt ikke i sager, som politiet efterforsker.

Hos Københavns Politi bekræfter pressetalsmanden, at man efterforsker sagen.

Sponsoreret indhold