Danskerne vil mindes ham: Prins Henriks vin og biografi hitter
Det er lidt over en måned siden, prins Henrik sov stille ind på Fredensborg Slot, og meget tyder på, at danskerne gerne vil mindes prinsen på en ekstraordinær måde.
Både vinimportøren, der importerer prins Henriks vin fra Château de Cayx, og forlaget bag biografien "Enegænger", skrevet af Stéphanie Surrugue, mærker et stærkt stigende salg efter prins Henriks død. Det skriver Ekstra Bladet.
H. J. Vine, den danske importør af prins Henriks vine fra Château de Cayx, kan fortælle, at salget af de royale vine er ikke mindre end 15. doblet på to dage.
- Det var meget voldsomt. Vi havde slet ikke set den komme, det må vi blankt erkende. Efter et par dage havde vi ikke en dråbe tilbage på lager, fortæller H.J. Vines marketingchef Lars Benmouyal til Ekstra Bladet.
Marketingchefen oplyser, at især salget i deres jyske og fynske butikker stak af, og en mulig forklaring er ifølge ham, at mange ikke havde mulighed for at besøge kisten i Christiansborg Slotskirke, og derfor ville de mindes prins Henrik på en anden måde.
Prins Henriks vine er atter tilbage på lager, og en særlig magnumflaske "Les Aquerelles de Majeste", som har en etiket malet af dronning Margrethe, er netop kommet i handlen.