Grand Prix-sanger: Megastjerne i Rusland
Herhjemme er N'evergreen faktisk et ret ubeskrevet blad, men i de østeuropæiske lande er han en kæmpestjerne.
Men fra den 6. februar kommer danskerne også til at kende mere til ham, når han stiller op i Melodi Grand Prix'et, hvor han sammen med sangerinden Chanée skal synge "In A Moment Like This".
Bag kunstnernavnet N'evergren gemmer der sig en ægte jyde, Tomas Christiansen, som blev født i Århus for 40 år siden.
- Grand Prix er ikke ukendt for mig. Sidste år deltog jeg i den russiske udgave, men dog uden at vinde. Nu vil jeg gerne prøve lykken i Danmark, fortæller Tomas.
På MTV
Han har boet i Moskva i flere år, efter at han - nærmest ved en tilfældighed - blev opdaget, da et enkelt nummer endte på MTV. Russerne tog ham straks til sig, og i dag er han én af landets største stjerner.
Da han efter få års ægteskab med en russisk sangerinde blev skilt, var det en tophistorie i både sladderblade, aviser - og såmænd også i TV.
En velhavende russer hyrede ham efter en stor koncert til at optræde privat for sig og kæresten på et hotelværelse. "Du bestemmer selv prisen", lød det.
- Joh, det er da gået meget godt, sagde N'evergreen med jysk sindighed, inden han hastede fra Grand Prix-præsentationen tilbage til Moskva.
Se en smagsprøve på et rigtigt N'evergren-hit: