Nyheder23. april 2018

Casper Christensen: Sådan bliver den nye sæson af 'Klovn'

Casper Christensen åbner op omkring den kommende sæson af 'Klovn'
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/klovn-23042018.jpg
 Foto: All Over Press
Takket være en åbenmundet Mia Lyhne kender vi premiere-måneden på den længe ventede nye sæson af TV-serien, 'Klovn'. Det er i august, at vi igen kan græmmes over Franks pinligheder og tænke 'godt, det ikke er mig. Og mon ikke Casper Christensen som vanligt forsøger at tørre alle sine egne fejltrin af på makkeren, Frank. Det er otte år og to 'Klovn'-film siden, vi sidst har kunnet få 25 minuters godt grin på TV-skærmen i selskab med Casper, Frank & co. - 'Klovn' kommer ud til august. Den har været klar længe, men de (TV 2, red.) har ikke villet sende den før, siger Mia Lyhne til ugebladet Tæt På. TV 2 er dog ikke selv klar til, hverken at melde en premieredato ud eller blot bekræfte Mia Lyhnes udsagn om, at serien vender tilbage i august. I mangel af bedre har Casper Christensen over for Ekstra Bladet åbnet lidt op omkring den kommende sæson. - Vi kommer tilbage til fortællingen om hverdagen. Det handler om det liv, vi alle sammen lever, men hvor Frank så bare altid får fucked det hele op, siger Casper Christensen til Ekstra Bladet og tilføjer, at handlingen efter afstikkere til både Skanderborg og Los Angeles nu er sikkert tilbage på Frederiksberg - Efter de store filmeventyr havde Frank og jeg et stort ønske om at komme tilbage til Frederiksberg med nogle små historier, hvor Frank på en eller anden måde får misforstået noget eller får dummet sig, tilføjer Casper Christensen til Ekstra Bladet. Under åbningen af CPH PIX 2017 talte Blockbuster med Casper Christensen om netop den kommende ”Klovn”-sæson. Og her afslørede Casper Christensen, at optagelserne går godt, og at seerne godt kan begynde at glæde sig. - I skal glæde jer, og det skal I gøre, for vi har fandme også glædet os til at lave den. Og det er i den samme ånd som i gamle dage. Det kommer til at ligne de gamle afsnit, så hvis man kunne lide det, så bliver man glad, sagde Casper Christensen dengang til Blockbuster. Komikeren blev også spurgt ind til, hvordan det var at være tilbage i den gamle rolle som Casper, der altid har en lille løgn parat: - Det er desværre snublende tæt på mig selv… nej, det har faktisk været rigtig sjovt og rigtig fedt at være tilbage med dem. Og dejligt. Og sjovt. Og nemt. Samme hold. Samme skuespillere. Efter en dag var man tilbage, følte jeg, sagde Casper Christensen i interviewet. Manuskriptet – og handlingen i de forskellige afsnit – er naturligvis stadig en hemmelighed, men tager man et kig på de sociale medier, har skuespillerne i serien løftet lidt af sløret for, hvad vi kan gå og glæde os til. Det lader således til, at vi igen skal have et glædeligt gensyn med Revisor-Kurt, der gør sit til at holde styr på komikerduoens økonomi. Vi får også besøg af Bo – der i dag er en blevet en ung mand. Vi mødte sidst Bo i spillefilmen ”Klovn”, hvor han ganske ufrivilligt kom med på Casper og Franks legendariske kanotur ”Tour de Fiss”. Om trioen drager på tur i de nye afsnit, må tiden vise.

Flere gæstestjerner i 'Klovn'

Noget tyder også på, at Casper og Frank har fået en ny hobby i form af at køre mountainbike. I hvert fald har komikerne delt en række billeder fra de nye optagelser, hvor de er iført mountainbike-uniform. Og her afsløres det også, at serien får forment besøg af både Alexandras eks Martin Jørgensen, den tidligere fodboldspiller Michael Manniche samt ejendomsmægleren Lars Elbæk. Det er formentlig i samme afsnit, at vi også møder en syg – eller hvert fald sengeliggende – Erik Clausen. Om filminstruktøren er kommet til skade i forbindelse med et cykelløb, må tiden vise. Det er dog ikke kun på cyklen, at Casper Christensen og Frank Hvam fjoller rundt. Det lader til, at det komiske makkerpar også har fået smag for havsvømning. I hvert fald har Casper Christensen delt et billede på sin Instagram-profil, hvor han sammen med Frank Hvam er iført tætsiddende svømmetøj på stranden. Mellem dem står den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, som formentlig skal lære drengene at blive til rigtige vandhunde. Og eventyret fortsætter tilsyneladende højt til vejrs. I hvert fald har Casper Christensen også delt et billede, der viser ham, Frank Hvam og B.S. Christiansen foran en blå luftballon. Sammen med dem er Franks Hvams kæreste i serien, Mia. Og så ses Lene Nystrøm også. Det er blevet bekræftet, at Aqua-sangeren danner par med Casper Christensen i de nye afsnit. Om hun er ligeså bidsk som ekskæresten Iben Hjejle, må tiden vise. Og så tyder noget på, at vi atter skal igennem et dødsfald i serien. Før har vi sagt farvel til Jarlen, der som bekendt døde af et hjerteanfald i Big Bowl i Valby. Og så døde Bodil som bekendt i sidste afsnit af sæson seks, efter at hun frøs ihjel under en nytårs-skitur til Norge. I den nye sæson lader det til, at der igen skal tages afsked med nogen. I hvert fald har Casper Christensen delt et billede, hvor han står sammen med Frank Hvam foran en pyntet, hvid kiste. Humøret er – naturligvis og måske lidt upassende – stadig højt, som det ses på billedet. Skuespilleren Niels Weyde, der spillede Franks svigerfar i 'Klovn', døde i juli sidste år, så det kan være ham, der skal tages afsked med. Niels Weyde havde også roller i TV-serierne 'Nynne', 'Borgen' og '2900 Happiness'.

Sponsoreret indhold