Mikkel Kessler: Sikret 40 mio. kr.
Mikkel Kessler er en fremragende bokser, der kan måle sig med de bedste i hele verden. I boksning bliver det belønnet med millioner af kroner.
Kessler, der i næste uge bokser sin første kamp i den stort anlagte Super Six-turnering, er ifølge Ekstra Bladet sikret cirka 13,5 mio. kr. for hver af de indledende kampe, han skal bokse.
Altså godt 40 mio. kr.
Han er dog selv af den opfattelse, at han bokser af sportslige grunde. Ikke økonomiske.
- Jeg har store ambitioner. Jeg har tidligere tjent gode penge, men spørger du mig, om jeg er med i den her turnering for pengenes skyld, så er svaret nej, siger han til Ekstra Bladet.
De gode penge, han hentyder til, kan måske være de penge, han fik ud af mødet med Joe Calzaghe, hvor han tabte sin hidtil eneste professionelle kamp. Her anslås det, at Kessler tjente mellem 20 og 25 mio. kr. for øretæverne.