Kendte6. juli 2018

Dykkere forsøger at redde fodboldhold: Nu er den første død

Dykkere forsøger i disse timer og dage at redde 12 unge fodbolddrenge og deres træner, der har siddet indespærret dybt inde i en oversvømmet thailandsk grotte i nærved to uger. Nu har den risikofyldte redningsaktion krævet sit første offer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/renge.jpg
 Foto: Thai NAVYSeal

Et af de største redningsaktioner i Thailands historie forsøger i disse timer og dage at redde 12 unge drenge og deres fodboldtræner.

Fodboldholdet har de sidste 14 dage siddet indespærret dybt inde i Tham Luang-grotterne i det nordlige Thailand på grund af massive oversvømmelser.

Nu har den omfattende redningsaktion – der kan ende med at tage flere måneder – krævet sit første dødsoffer.

En Thai NAVY SEAL druknede torsdag i den vandfyldte grotte, da han løb tør for ilt undervejs. Den 37-årige dykker, som var en del af redningsholdet, var i gang med at placere ilttanke rundt omkring i grottesystemet, da han selv løb tør for ilt på vej tilbage.

En meddykker forsøgte at redde den 37-årige Saman Kunan, men uden held.

Det skriver Daily Mail.

https://imgix.seoghoer.dk/drenge_1.jpg

Det var britiske dykkere, der mandag fandt de 12 drenge og deres træner i live. Foto: Thai NAVYSeal

Trods dødsfaldet vil de thailandske myndigheder – med hjælp fra blandt andet britiske dykkere – fortsætte det omfattende redningsarbejde. Man formoder, at det kan tage op mod fire måneder at få de 12 drenge i alderen 11 til 16 og fodboldtræneren, der er 26, sikkert ud af grotten.

Dette skyldes de store mængder regn, der er faldet og vil falde i området som følge af monsunen. Det var også monsunregn, der forrige lørdag var skyld i, at drengene og træneren blev indespærret hele fire kilometer inde i det store grottesystem.

Monsunen slutter om fire måneder, og derfor er det ifølge eksperter sikrest at forsøge at redde de nødstedte drenge om fire måneder. I den mellemliggende periode vil de få undervisning i at dykke og bruge dykkerudstyr. De vil desuden løbende blive tilset af en læge.

Da drengene og deres træner blev fundet mandag, var de ifølge redningsholdet ”stærkt afkræftet, men i live og uden større skrammer”. Det er endnu ikke kommet frem, hvordan drengene og deres træner har kunnet holde sig i live i så mange dage uden adgang til mad og ferskvand.

Det formodes, at de har spist mad, de havde medbragt til turen, og at de har kunnet få væske via regn, der er dryppet ned i grotten.

De 12 drenge og deres træner fra fodboldklubben Wild Boar drog ind i grottesystemet lørdag den 23. juni, men vendte ikke tilbage.

En storstilet eftersøgning blev sat i gang, efter at drengenes cykler og fodboldstøvler blev fundet efterladt ude foran indgangen til det store grottesystem.

https://imgix.seoghoer.dk/cykler.jpg

Drengens cykler blev fundet ved indgangen til grotten. Foto: Thai NAVYSeal

Som følge af de store mængder regn blev de 12 unge drenge og deres træner fanget dybt inde i grottesystemet, og næsten 1.000 dykkere og andre redningspersoner har siden forrige lørdag ledt i døgndrift efter de forsvundne drenge. Undervejs har man i grotten fundet flere genstande, der tilhørte drengene.

Mandag kunne britiske dykkere, der har hjulpet i redningsaktionen, så meddele, at man havde lokaliseret hele fodboldholdet og træneren dybt inde i grottesystemet og cirka 300-400 meter fra et område i grotten, der bliver kaldt Pattaya Beach. Her sad de nødstedte drenge stærkt svækkede, men i live.

Ifølge The Guardian spurgte drengene straks ind til, om de kunne få noget at spise og drikke, ligesom de ville vide, hvad dag det var, og om de kunne blive reddet ud samme dag.

https://imgix.seoghoer.dk/redning.jpg

Redningsholdet ledte i ni dage efter drengene, og mandag blev de fundet - 1.000 meter fra indgangen til grottesystemet. Foto: All Over Press

Der vil dog gå lang tid, før at en redningsaktion er mulig. Og ifølge eksperter kan det endda ende med, at drengene skal tilbringe flere måneder i den mørke og våde grotte, før at de kan blive reddet og genforenet med deres familier.

Sponsoreret indhold