Far var fuld: 3-årig fundet alene på Roskilde Festival
Bekymrede gæster på Roskilde Festivalen slog i går alarm, da de spottede en lille dreng gå alene rundt i campingområdet – mens han far tilsyneladende var alkoholpåvirket.
Det oplyser Roskilde Politi i sin døgnrapport.
Gæsterne alarmerede festivalens opsøgende team, efter at de havde set det lille barn – en dreng på blot tre år – gå alene rundt i campingområde F, mens hans far var påvirket af alkohol.
Politiet blev fredag tilkaldt, efter at bekymrede gæster havde set en blot treårig dreng gå alene rundt på festivalen. (Foto: Scanpix)
- Politiet og festivalens opsøgende team fik kontakt til en 3½-årig dreng og hans 47-årige far. Teamet og politiet fik overbevist faren om, at det nok var bedst for drengen, at han fik et andet opholdssted end på festivalen, skriver politiet i sin døgnrapport.
Der blev taget kontakt til drengens familie, og det blev aftalt, at han ville blive afhentet hurtigst muligt.
- I ventetiden var drengen anbragt i trygge omgivelser hos festivalen, og politiet afsluttede sagen med at skrive en socialrapport, der senere bliver overgivet til de sociale myndigheder i familiens hjemkommune i Jylland, lyder det slutteligt i døgnrapporten.