Se billedet: Pernille Skipper flytter i kollektiv med DR-vært
Enhedslistens Pernille Skipper kaster sig ud i kollektiv-livet og har med egne ord købt ”et gammelt, faldefærdigt og helt igennem fantastisk hus lige i hjertet af Nørrebro”.
Her skal den 33-årige politiker bo sammen med sin mand Oliver Routhe Skov samt den tidligere DR-vært Esben Bjerre, 31, og hans kæreste, Sisse Sejr-Nørgaard.
Det skriver Pernille Skipper selv på sin Facebook:
- Jeg skal ingen steder. Min sommer går med det her. Byggerod. Jeg er nemlig blevet husejer. Sammen med de her tre andre skønne mennesker har jeg købt et gammelt, faldefærdigt og helt igennem fantastiske hus lige i hjertet af Nørrebro. Og her skal vores to familier bygge, bakse og bo sammen. I hver vores lejlighed og fællesrum i stuen. Kæmpe optur på hippie-skalaen og lykke-barometeret!
Det gik ikke ubemærket hen, da Pernille Skipper og hendes mand sidst var på boligindkøb.
Forrige sommer købte parret en 97 kvadratmeter stor kvistlejlighed på Nørrebro til 3.725.000 kroner – og mange fandt det underholdende, at den røde stemmesluger nu skulle være penthouse-ejer.
Derfor tilføjer hun nu i sit Facebook-opslag:
'PS. Nu ved jeg, at der kan være interesse for boligejere på venstrefløjen hos pressen. Så: Huset har kostet 4,25 mio. kr. for hver familie. Hver lejlighed er 90 kvm plus fællesrum i stueetagen. Og det er bygget i 1864. Det var vist det.'
Esben Bjerre flytter i kollektiv med Enhedslistens Pernille Skipper. Foto: All Over
Esben Bjerre og Sisse Sejr-Nørgaard har også en datter, som er fire år.