Silas Holst er heller ikke med i "Vild med dans" i år
Mange havde håbet på, at "Vild med dans"-darlingen Silas Holst ville vende tilbage til dansegulvet i det populære underholdningsprogram i år, men nu afslører stjernen selv, at det ikke kommer til at ske.
Det gør han på Instagram.
- Nu er der en hel del der spørger og har spurgt den sidste tid om jeg skal være med i VMD i år... og nej; det skal jeg ikke, skriver Silas til et billede af sig selv.
Men fans, der gerne vil se Silas på skærmen til efteråret, kommer ikke til at kigge forgæves, lover han.
- Til gengæld har jeg et andet projekt igang til efteråret som jeg glæder mig helt sindssygt til at delagtiggøre jer i. Noget jeg er meget stolt af og som rammer dit fjernsyn til efteråret.
Artiklen fortsætter efter billedet
Sidste gang, at Silas var med i "Vild med dans" var i 2014, hvor han dansede sig til tops sammen med vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Forrige år havde Silas håbet på, at han kunne være en del af "Vild med dans"-holdet, men det blev ikke til noget, da TV2 og produktionsselskabet valgte ikke at bruge ham.
Efter to års fravær med musicals en masse var Silas Holst nemlig klar igen – og det lå også mellem linjerne, at TV2 og Mastiff ville have deres guldkalv tilbage. Men ak.
Til SE og HØR forklarede han efterfølgende, hvorfor han lagde den lange besked på det sociale medie.
– Det, jeg reagerer på, er jo mere følelsen af, at jeg er blevet lidt syltet, fordi jeg blev holdt hen i så lang tid. Det er ikke, at man har valgt at sætte et andet hold. Det skal de jo gøre, som de synes er bedst. Det er jeg sådan set helt cool med, lyder det fra Silas selv, som dog ikke har noget problem med at fylde den opmagasinerede fri plads i kalenderen.