Sarah Zobel taler ud efter bruddet fra Burhan
Det er mere end et halvt år siden, at Sarah Zobel og Burhan G valgte at gå fra hinanden.
Nu fortæller hun i et interview med Femina, hvordan hun er ved at komme ovenpå igen.
- Mit liv lige nu ser sådan ud, at jeg bor alene med tre børn i meget forskellige aldre. Det er selvfølgelig delt op, fordi der er to fædre. Jeg har de to store hver anden uge og den lille det meste af tiden. Jeg synes, hånden på hjertet, at jeg har haft lige lovlig mange skift de sidste fem-seks år i mit liv. Jeg trænger til noget ro. Det tager tid at blive hel igen. Og det her er endnu en omgang... hvor jeg skal slå rødder et nyt sted, fortæller 44-årige Sarah Zobel i interviewet.
Det seneste år har også budt på flere omvæltninger for den kønne model. Hun har nemlig også mistet sin far og sin mormor.
- Uden at ville lyde rødstrømpeagtig, så har jeg det sidste stykke tid fundet ud af, hvor stærk jeg egentlig er. Jeg er blevet konfronteret med rigtig mange ting på det seneste. Jeg mistede både min mormor og min far og min kæreste inden for et år. Så den sidste tid har været en lektion i at miste. Det tager selvfølgelig tid at komme igennem. Man skal også være i det. Græde, alle de gange, der skal grædes. Slå ind i væggen og være sur på livet. Men jeg føler faktisk, at savn og sorg ligesom prikker huller i hjertet, så man lettere kan give og modtage kærlighed, siger hun i interviewet med Femina.
Sarah Zobel har sammen med Burhan G sønnen Dallas, mens hun har to børn, Roberta og Vincent, sammen med den tidligere balletdanser Alexander Kølpin.
Artiklen fortsætter efter billedet
Burhan G og jetsetteren Sarah Zobel, blev stormende forelsket i hinanden tilbage i 2012 – mens Sarah Zobel stadig var gift med sin mand gennem 13 år, balletdanseren Alexander Kølpin.
Kærligheden mellem Burhan G og Sarah Zobel resulterede i en svær skilsmisse mellem jetsetteren og Alexander Kølpin, som desuden var far til hendes to børn.
På sidelinjen stod Burhan G – og det var en hård tid. Det fortalte den 34-årige sanger da han sidste år deltog i ”Toppen af poppen”.
- Der var rigtig meget ballade omkring den situation, altså, når der er sådan noget som skilsmisse og børn involveret, så bliver man lige pludselig en del af en film, man ikke vil være med i. Det var virkelig hårdt, fortalte Burhan G i ”Toppen af poppen” om dét at stå på sidelinjen i en svær skilsmissesag.
Sarah Zobel har også tidligere fortalt, hvor hårdt det var, da hun blev skilt fra Alexander Kølpin.
- Det er hårdere og sværere, end du overhovedet kan forestille dig. Selvom du føler dig klar til at rykke videre i dit liv og har taget beslutningen, er det en enorm livsomvæltning, fortalte Sarah Zobel til BT for et par år siden.
Sarah Zobel og Burhan G blev i 2015 forældre til sønnen Dallas, der kom til verden den 29. december.