Hollywood23. januar 2008

VIGGO MORTENSEN: NOMINERET TIL EN OSCAR

Den danske skuespiller, der blev verdenskendt for sin rolle i Ringenes Herre-filmene, kan måske vinde den eftertragtede statuette for sit skuespil i filmen ”Eastern Promises”.
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/viggooscarnom1-jpg.jpg

Danske Viggo Mortensen er nomineret til en Oscar for sin rolle i filmen "Eastern Promises", hvor han spiller en russisk chauffør. Han er nomineret i kategorien Bedste mandlige skuespiller sammen med Hollywood-sværvægtere som George Clooney, Daniel Day Lewis, Johnny Depp og Tommy Lee Jones.

Hvis Viggo Mortensens mor ser filmen, som han er nomineret for, får hun sin søn at se splitterravende nøgen. Men spørgsmålet er, om hun også får ham at se på den røde løber til Oscar-uddelingen. Den nominerede skuespiller har nemlig ikke tænkt sig at dukke op, hvis manuskriptforfatterne i Hollywood stadig strejker.

- Hvis der er strejke, kommer jeg ikke, sagde Viggo kort tid efter, at han havde fået at vide, at han var nomineret, - men mon ikke de løser problemerne. Det håber jeg i hvert fald. Jeg tror gerne, min mor vil se mig på TV!

Strejken har stået på i adskillige uger, og selvsamme strejke var skyld i, at Golden Globe-festen, som plejer at bimle og bamle med en stjernespækket rød løber, var henvist til et tamt pressemøde.

Hvis der ikke bliver indgået et forlig inden Oscar-prisuddelingen, som skal finde sted søndag den 24. februar 2008, risikerer den mest prominente filmpris at lide samme skæbne.

Tony Gilroy, som er nomineret i kategorien Bedste instruktør for filmen "Michael Clayton", understreger i hvert fald, at han er solidarisk med manuskriptforfatterne.

- Jeg kunne aldrig finde på at bryde en strejke. Jeg har været medlem af Writers Guild (forfatternes fagforening) i 20 år. Uanset hvad de finder ud af, så bryder jeg ikke en strejke. Sådan tror jeg mange har det, sagde han om situationen, kort tid efter at Oscar-nomineringerne blev offentliggjort.


Ikke eneste dansker

Viggo Mortensen er ikke den eneste dansker, der er med i kampen om den prestigefyldte statuette. Den danske novellefilm "Om natten" er nomineret i kategorien Bedste kortfilm. Filmen er instrueret af Christian E. Christiansen og har Laura Christensen, Julie Ølgaard og Neel Rønholt i hovedrollerne.

I samme kategori har Anders Thomas Jensen tidligere været nomineret hele tre gange og har vundet en af gangene med filmen "Valgaften".

Læs mere om Oscaruddelingen og se showet hvor nomineringerne blev offentliggjort her.

Sponsoreret indhold