Derfor stopper "Luksusfælden"-ekspert
Sæson efter sæson har han hjulpet ganske almindelige danskere ud af økonomiske suppedaser - men nu er det slut.
Jan Swyrtz stopper som ekspert i "Luksusfælden" - det bekræfter han over for Ekstra Bladet.
Til Ekstra Bladet fortæller den økonomiske rådgiver, at det er ham, der har taget beslutningen, og at "bruddet" er ganske udramatisk.
- Jeg synes efterhånden, jeg har sagt de ord, der skal siges. Et program, der kører over så lang en periode, skal have noget dynamik, ellers dør det. Og det er altså svært at blive ved med at levere den dynamik, når man har sagt de samme ting ved den tavle tilstrækkeligt mange gange, forklarer Swyrtz til Ekstra Bladet.
Den økonomiske rådgiver har før vinket farvel til "Luksusfælden" tilbage i 2016, men kom kort efter tilbage, da programmet manglede en ekspert i programmet, der hjælper gældsplagede danskere.
Luksusfælden: Anette brugte børnenes penge - sådan går det i dag
I en skriftlig meddelelse oplyser TV3 til Ekstra Bladet, at de forstår Jan Swyrtz' beslutning, men at han altid er velkommen tilbage. Til det svarer han:
- Det kan man aldrig helt vide. Det kan da godt være, at man i sæson 55 vil se mig vendt tilbage i en rullestol.
Den kommende sæson af "Luksusfælden", der er den 21. sæson, får premiere på TV3 den 28. august.