Nyheder3. september 2018

Nu skal de giftes: Sådan mødte Christopher og Cecilie hinanden

Det nyforlovede par mødte hinanden for første gang i foråret 2014
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/20170628_wen_-_roskilde_45.jpg
 Foto: Aller Media

Christopher og Cecilie Haugaard skal giftes.

Eventyret om det nyforlovede par startede tilbage i foråret 2014, da de mødte hinanden for første gang.

- Vi mødte hinanden på SPOT Festival for to år siden. Det var min manager Thomas, der introducerede mig til Cille, og jeg vidste godt, hvem hun var, for jeg havde stalket hende lidt på Instagram. Cille havde på et tidspunkt set mig i noget live-tv, hvor det var poppet op, hvilke profiler jeg senest havde tjekket ud, og hvor hun var en af dem. Jeg prøvede først at forklare mig ud af situationen ved at sige, at der var en anden, der havde holdt min telefon for mig, men den hoppede du ikke rigtig på, fortalte Christopher i 2016 til Eurowoman.

- Jeg kendte ham slet ikke, men da vi mødtes, glemte vi bare tid og sted. Der var en vild kemi mellem os fra første sekund, har Cecilie fortalt om det første møde, der fandt sted i foråret 2014, til Eurowoman. Parret blev dog ikke kærester lige med det samme.

Cecilie var nemlig vild med en anden fyr på det tidspunkt.

De skrev dog frem og tilbage på Instagram, og den 3. august krydsede deres veje igen hinanden, da de mødtes i Tisvilde og brugte en hel dag sammen.

- Det var der, Chris sagde til mig: "Skal vi ikke bare aftale, at du er min fra nu af?" Og jeg sagde: "Jo, det kan vi godt." Det var 3. august. Piger har noget med, at man skal have en kærestedag, har Cecilie fortalt til Eurowoman.

Nu, lidt mere end fire år efter, at de blev kærester, skal de giftes.

Det afslørede Cecilie Haugaard tidligere i dag på Instagram.

- I går aftes var den bedste aften i mit liv. Det største JA, jeg har sagt, skriver Cecilie Haugaard til et billede, hvor hun sidder sammen med Christopher.

Sjovt nok også i Tisvilde. Samme sted, som de blev kærester.

Artiklen fortsætter efter billedet

Parret købte sidste år en ny lejlighed sammen, som de har smidt 11,9 millioner kroner for. Heldigvis for de to, så skulle de ikke flytte særligt langt. Den nye lejlighed lå nemlig i samme bygning som den, de allerede boede i.

At de to er glade for hinanden, er der vist heller ikke tvivl om. Flere gange har de nemlig lagt billeder af hinanden på de sociale medier, blandt andet da Christopher skulle på turné i Kina.

Og da Christopher skulle undvære kæresten i en længere periode, da hun skulle arbejde i USA, fortalte han om det savn, der er, når de ikke ser hinanden i længere tid.

- Hun er kommet hjem efter at have været væk i nogle måneder, men jeg lever jo et hektisk liv, hvor jeg er på turné og lige er væk i nogle dage, men man får det selvfølgelig til at hænge sammen. Og jeg tror, at et af de vigtigste ting ved et forhold er, at man får lov til at savne hinanden lidt, sagde Christopher til BT, da Cecilie var tilbage i Danmark.

Ved årets ELLE Style Awards, fortalte Cecilie Haugaard, hvordan parret får det til at fungere med deres travle skemaer.

- Hvis jeg er hjemme, så tager jeg med ham. Vi får det til at fungere ved, at vi bare tager med hinanden. Når han har lidt fri, så kan han tage med mig på skydning. Og når jeg har lidt fri, så kan jeg tage med ham på radiotour eller koncerter, fortalte Cecilie og tilføjede:

- Det er bare, hvad man gør det til.

Se interviewet med Cecilie Haugaard herunder

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Se flere billeder af Christopher og Cecilie i galleriet herunder

Christopher og Cecilie Haugaard

Sponsoreret indhold