Nyheder6. september 2018

Så VILD er Nikolaj Coster-Waldaus "Games of Thrones"-løn

Danske Nikolaj Coster-Waldau tjener kassen på at spille Jaime Lannister i "Game of Thrones"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega219725_004.jpg
 Foto: MEGA

Med sin hovedrolle i "Game of Thrones" er Nikolaj Coster-Waldau, 48, blevet en af de mest kendte danske skuespillere i verden - og det kan mærkes på bankkontoen.

Det er The Hollywood Reporter, der kan fortælle om danskerens skyhøje løn i "Game of Thrones".

Afsløringen sker i forbindelse med en sag om kontraktbrud, hvor Coster-Waldau er blevet beordret til at betale knap 13 mio. kr. til en eks-manager.

Af sagen fremgår det, at Nikolaj Coster-Waldau tjente svimlende 6 mio. kr. pr. afsnit i den syvende og seneste sæson af "Game of Thrones".

For sæsonens sidste afsnit, det ottende, fik han en lønforhøjelse og kunne indkassere knap 6,9 mio. kr.

For hele sæsonen kunne "Game of Thones"-stjernen altså skovle hele 48,9 mio. kr. ind på kontoen.

Derudover er skuespilleren blevet belønnet med en række lukrative bonusser.

Han fik blandt andet 9,6 mio. kr. på forhånd, fordi han får en andel af hit-seriens overskud.

Derudover fik han og "Game of Thrones"-kollegerne 321.000 kr. i bonus, fordi de blev nomineret til en SAG Award.

Af "småbeløb" kan nævnes de 64.000 kr., som Coster-Waldau fik for at optræde på "Game of Thrones"-byttekort.

Og i kølvandet på den berømmelse, som skuespilleren har høstet efter at have spillet med i "Game of Thrones", har han også kunne lægge ansigt til en række lukrative reklameaftaler.

Coster-Waldau har blandt andet scoret 4,8 mio. kr. for at være med i en Apple-reklame, knap 1,5 mio. for en L'oréal-reklame, ligesom han kunne kræve 482.000 kr. for at deltage i Comic-Con.

Uenigheden mellem Nikolaj Coster-Waldau og hans eks-manager er opstået, efter han i 2015 opsagde samarbejdet.

Parterne er uenige om, hvorvidt eks-manageren har ret til en andel af hans løn - Coster-Waldau mener, at de havde en mundtlig aftale, mens eks-manageren mener, at en skriftlig aftale foreligger.

En forligsmand har vurderet, at skuespilleren skal betale 13 mio. kr. til sin eks-manager, men det mener Coster-Waldau ikke, at han skal, og han har derfor anket sagen til Los Angeles Superior Court.

Sponsoreret indhold