Lene Beier deler skønt foto: Se "Landmand"-pars skønne søn
Det slog kærlighedsgnister, da den generte landmand Michael mødte Vibse i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed”.
Parret blev stormende forelsket, og der gik ikke længe, før at Vibse hev teltpælene op og flyttede hjem til landmanden Michael på hans gård på Langeland.
Parrets kærlighedshistorie fik endnu et kapitel, da de 12. juli måned blev forældre til deres første fælles barn, en lille velskabt søn.
Artiklen fortsætter under billedet...
Vibse slog benene væk under den generte landmand Michael, da de mødtes i "Landmand søger kærlighed" i 2016. Foto: TV 2
Den lille søn har fået navn Markus, og forleden fik den lille familie fornemt besøg af ”Kirsten Giftekniv” – eller rettere TV-vært Lene Beier – der i sin tid var med til at smede parret sammen.
Efterfølgende lagde den sympatiske TV-vært et billede på sin Instagram-profil, der viste hende sammen med den lykkelige Landmand-familie.
Til billedet skriver Lene Beier:
- Michael og Vibse mødte hinanden i 3. Sæson af “Landmand søger kærlighed”. De blev stormende forelsket, flyttede sammen på Langeland- og nu har de fået lille Markus sammen - det er virkelig stort! Tillykke med hinanden og jeres dejlige Markus.
Lille Markus kom til verden ved akut kejsersnit – og næsten seks uger før tid.
Vibse i forvejen mor til tre børn, mens lille Markus er Michaels allerførste gang med titlen som far.
Graviditeten var alt andet end en dans på roser for Vibse, der blandt andet døjede meget med kvalme de første måneder af graviditeten.
Michael og Vibse var de eneste, der fandt sammen i tredje sæson af "Landmand søger kærlighed".
Hun slog benene væk under landmanden.
- Jeg troede, jeg havde prøvet at være forelsket før, men jeg har aldrig følt noget sammenlignet med, hvad jeg føler for Vibse. Det er næsten skræmmende, sagde Michael Hansen i programmet.
Til SE og HØR har Michael tidligere sat ord på, hvad det er ved Vibse, som han så godt kan lide:
Artiklen fortsætter under billedet...
Michael var genert, men efter han blev forelsket i Vibse, forsvandt genertheden. Foto: TV 2
- Jeg vil sige, at Vibs (Vibeke, red.) var den pige, der ramte mig meget hurtig. Allerede på speeddatingen syntes jeg, at hun gav et godt indtryk, og med tiden blev det bare mere og mere. Da hun så flyttede ind med de andre piger i programmet, var jeg ret sikker på, at det var hende, jeg ville vælge, har Michael tidligere fortalt til SE og HØR.
Han fortalte også, hvad der blandt andet gør hende til en fantastisk kvinde:
- Jeg kan godt lide, at hun er en pige, man kan regne med, og at hun er en pige, der står ved, hvad hun siger. Og så er hun selvstændig, og hun ved, hvordan tingene skal være. Og hun er rolig og har tålmodighed, for eksempel når vi har skullet indrette vores hjem.
På tirsdag begynder en ny sæson af det populære program på TV 2. "Landmand søger kærlighed" vises første gang 11. september klokken 20.00 på kanalen.