Hankat med riv: Kim Larsen var sgu sin egen

Kim Larsen? Jo da, selvfølgelig kender jeg ham, ville de fleste danskere undrende svare, hvis de blev spurgt om deres kendskab til Danmarks uofficielle nationalskjald.

”Men ved du også, hvem han rigtig var?”, kunne spørgsmålet fortsætte, og så ville mange svar nok være lidt mere øh bøh.

For de færreste kan helt konkret sætte fingeren på, hvem Kim Mellius Flyvholm Larsen var bag myten Kim Larsen.

Muligvis fordi han var så fuld af modsætninger, at en rammende karakteristik næsten altid blev skudt i sænk, om ikke af andre, så af Kim Larsen himself.

Disciplineret som få begyndte han morgenerne med en omgang benhård gymnastik, som ville få enhver militærmand til at klappe begejstret.

Blot for kort efter at smække den obligatoriske smøg i kæften, gå på værtshus og få en bajer.

Han sagde nej til et ridderkors, for ”ordner hænger man på idioter”, men alligevel ja til at optræde for dronningen tre gange, for ”Jeg kan sgu godt li’ damen”, og alle tre gange var han rystende nervøs.

Millionerne rullede ind, men i stedet for kæmpevilla eller penthouse i et fashionabelt kvarter rykkede han i lejlighed i Odense. Skulle han rundt i den fynske hovedstad, skete det ikke i store dyre øser, men på en klassisk herrecykel.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Aller Media)

Elitær popsanger

En mand af folket, jo. Men også elitær. Gavflaben Larsen kunne sin Højskolesangbog og var velbevandret som få udi både salmesang og litteratur.

Han læste den tyske forfatter Thomas Mann på originalsproget og udgav en samtalebog med Klaus Rifbjerg og insisterede samtidig på, at sangen ”Be-Bop-A-Lula” var noget af den ypperste musik, der var skrevet.

Salmen ”Dejlig er jorden” kan de fleste synge på Kim Larsensk.

Hans version er blevet hvermandseje, ligesom ”Om lidt” og ”De smukke unge mennesker” er blevet næsten fast repertoire ved henholdsvis begravelser, konfirmationer og bryllupper.

Alligevel fastholdt han til det sidste, at han var ”popsanger” – ikke kunstner.

Smid dog bukserne – og slå en skid

Ydmyghed kunne man kalde det.

Men Kim Larsen var samtidig manden, der mente, at han snildt kunne slå igennem i USA.

Når det nu var lykkedes for Charles Aznavour med fransk accent, kunne det selvfølgelig også lykkes for ham med københavnsk.

Kim Larsen gav ofte borgermusikken en ordentlig svada, men bekendte sig samtidig til de konservative dyder som at gøre sin pligt og passe sit arbejde.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Aller Media)

Selv forklarede han paradokset i Berlingske nogenlunde sådan i 2003.

– Sådan en almindelig god, borgerlig dannelse. Det går jeg ind for. Men den der småborgerlige snerpethed og kontrol og opfør jer pænt.

– Det har ikke noget med dannelse at gøre. Smid dog bukserne, og slå en skid. Vi har brug for nogen, der siger alt det pladder imod. Ellers sker der ingenting, sagde han.

Selv gav hans ord ofte genlyd, som da han i et interview fortalte, at han ikke gik af vejen for at give sine unger en røvfuld. Eller at han helst så alle kvinder i kjole, høje hæle og med røde læber.

Gammel hankat er han blevet kaldt, hvilke måske nok er det nærmeste, nogen er kommet en rammende karakteristik af manden, der som den var helt sin egen.

Læs meget mere om Kim Larsens liv i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.