Fra milliongæld til totalt gældfri: Sådan går det Sanne og Patrick i dag
I aftenens afsnit af "Luksusfælden" udøvede de økonomiske eksperter Kenneth Hansen og Carsten Linnemann nærmest mirakler.
Da programmet startede stod aftenens deltagere, Sanne og Patrick, med en gæld på over en million, men da programmet sluttede, var de totalt gældfri.
De økonomiske eksperter fik blandt andet en aftale på plads med Sannes bank, fordi hun hæftede for et boliglån og et realkreditlån med sin eks.
Desuden foreslog eksperterne, at Sanne brugte sin opsparing på at få Patricks gæld ud af verden - en opfordring, som hun valgte at lytte efter.
Derfor er det en betydeligt glad Patrick, som SE og HØR taler med, efter programmet er blevet sendt.
- Det har betydet, at vi har fået mere mere luft i hverdagen. Både budgetmæssigt, men også med de skænderier, der nu måtte opstå omkring det. Det er noget nemmere det hele. Det giver noget mere frihed og mindre bekymringer, fortæller Patrick til SE og HØR om sin og Sannes deltagelse i "Luksusfælden".
Nu vil de flytte i kollektiv
I programmet ytrede parret ønske om at bygge deres eget hus og få børn.
- Vi tager én ting ad gangen. Lige nu er vi ved at spare op til et hus. Vi vil gerne bygge selv. Det regner vi med til sommer at begynde på. Og så tager vi børn og sådan noget bagefter, fortæller Patrick.
I "Luksusfælden" var Patrick heller ikke meget for at give afkalde på sin store og dyre hobby, hardball.
- Jeg dyrker det stadig et par gange om måneden og har skruet gevaldigt ned for det pengemæssigt. Det er næsten halveret, lyder det fra den 27-årige jord- og betonarbejder.
Nu er brylluppet sat på standby
Patrick afslører også, at han var noget skeptisk ved at melde sig til "Luksusfælden".
- Man havde sine fordomme om, at det kun var folk, der var helt ude i hampen, der var med. Personligt synes jeg da ikke, det var sjovt at være med, for man udstiller sig selv og åbner sig selv for hele Danmarks befolkning, så jeg synes, det er grænseoverskridende. Men på den anden side får du også en kæmpe stor hjælp, fortæller Patrick, der altså nu kan kalde sig gældfri.