Mette Frederiksen: Dobbelt op på jul
Et gensyn med barndommens jul i Nordjylland og en juleaften i det nye hjem i Hareskov nordvest for København.
Det er, hvad højtiden byder på for Socialdemokratiets 41-årige formand Mette Frederiksen, som allerede fra midten af november sætter julemusik på og ser frem til den søde juletid.
– Den 24. er hjemme. Men både mine børn og jeg har det sådan, at vi ikke kan forestille os en jul uden at komme hjem til Nordjylland. Så selv om vi ikke kan være der den 24. i år, skal vi hjem til Nordjylland!
Artiklen fortsætter under billedet ...
Mette Frederiksen med sin forlovede, filmfotografen Bo Tengberg, 54, og hans datter Mathilde, 14, som han har med skuespilleren Trine Pallesen. De har også sønnen Sylvester, 16, sammen. (Foto: Kaspar Wenstrup)
– Hvad får I der, som I ikke får derhjemme?
– Det er flere ting. Min farmor og farfar købte et lille træhus ude i en nordjysk skov for mere end 40 år siden.
Der har jeg holdt alle mine juleaftener, og der har mine børn holdt rigtig mange af deres juleaftener.
Der er noget helt særligt over den lille vej derned i skoven, der er ild i brændeovnen, al den gamle julepynt og min farmors julestel kommer frem, og det er den samme julemad.
Mette Frederiksen viste kæresten frem
Klassisk julemad
– Hvad er det, I spiser?
– Der er altid en god julefrokost med leverpostej, god spegepølse, sylte, grønlangkål, medister – alle de klassiske julefrokostretter.
Min farmor var hjemmegående, og min mor var dagplejemor i mange år. Derfor har det at lave mad altid fyldt meget – fra bunden og hjemmelavet. Og det er en tradition, som holdes i hævd, når det er jul.
Julemiddagen er flæskesteg, brunede kartofler, en god nordjysk brun sovs og risalamande. Og så er min far og jeg meget uenige om blodpølsen i juledagene efter, lyder det med et grin.
– Han går hele vejen og holder fast i alt. Der kan jeg ikke følge med.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Blandt Mettes yndlingsjulemusik er John Lennons ”Happy Xmas (War Is Over)” og Band Aids ”Do They Know It’s Christmas?”. Her ses hun på Arbejdermuseet, hvor SE og HØR mødte hende. (Foto: Kaspar Wenstrup)
– Hvordan er julen så hjemme hos jer?
– Den er lidt anderledes, fordi det er med min nye familie, min forlovedes familie, og de har nogle helt andre juletraditioner.
Det er mere sammenskudsgilde og ikke så traditionel julemad som på min side af familien. I den jyske del af familien er det f.eks. varm rødkålssalat, som det altid har været, men i Bos familie er det frisk rødkålssalat. Og så er det and og ikke flæskesteg.
Jul hos mor hvert andet år
– Når nu du er skilt, er det så hvert andet år, du har børnene?
– Ja. Så vi holder nogle ekstra juleaftener, siger Mette og erkender, at det er hårdt de år, hvor hun ikke har børnene juleaften.
– Men det er jo lige så vigtigt, at de har nogle gode juletraditioner med deres far og hans familie.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Socialdemokraten i selskab med sønnen Magne, 12, i 2016. Derudover har hun datteren Ida Feline, 16. Børnene har hun med sin eksmand Erik Harr, som hun blev skilt fra i 2014. (Foto: Thomas Laursen)
– Hvilke juletraditioner har I ud over juleaften?
– Det handler meget om mad, fortæller hun.
– Og så klipper vi julepynt hvert år, selv om vi har meget i forvejen, bager småkager og laver adventskranse og kalenderlys.
Vi prøver at få fat i et juletræ så tidligt i december som overhovedet muligt, så det kan godt være, at mange af nålene er røget af, når vi når frem til juleaften. Og så ser vi altid julekalender sammen.
Mette Frederiksen er blevet skilt
Mette Frederiksen: Svend var en kæmpe inspiration
– Har du en yndlings-TV-julekalender?
– Årh, jeg synes, der er mange gode. Min kæreste har fotograferet ”Tinkas juleeventyr”, så den fylder selvfølgelig hjemme hos os, siger politikeren og bekræfter, at manden også skal lave næste års ”Tinka og kongespillet”.
– De er faktisk gået i gang, røber hun.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Øverst på politikerens ønskeliste står en god bog. – Jeg har rigtig travlt i min hverdag, så for mig er det den vildeste luksus at kunne sætte mig i sofaen under et tæppe og læse en god bog. (Foto: Kaspar Wenstrup)
– Julen er jo hjerternes fest, og du blev forlovet sidste år – hvor langt er I med bryllupsplanlægningen?
– Vi er ikke så langt med planlægningen, vi er godt i gang med at glæde os. Vi skal have det her folketingsvalg vel overstået, inden vi tager hul på det kapitel, siger aalborgenseren, som dog kan afsløre, at der bliver tale om et kirkebryllup.
Lars Løkke Rasmussen: Sólrun står for hundeopdragelsen
Pia Kjærsgaard: Se hvordan hun pynter op på Borgen
– Har du et nytårsforsæt?
– Ja, det har jeg egentlig.
– 2019 kan godt blive et rigtig hårdt år, og jeg tror, vi kommer til at gennemleve en rigtig barsk valgkamp. Mit nytårsforsæt er, at jeg vil gøre alt for at bevare mit gode humør.