Landstræneren savner Fyn: Nu vil jeg hjem

En af Fyns stolte sønner vender i år tilbage til den hjemstavn, som er blevet i hans hjerte – og på hans tunge – lige siden han forlod området for 22 år siden.

For når den tyske håndboldsæson slutter til sommer, slutter det udmattende dobbeltjob, som Nikolaj Jacobsen har haft de seneste to år, hvor han både har været landstræner og træner for klubholdet Rhein-Neckar Löwen.

Når der ikke længere er et klubhold, der holder på den 47-årige dansker, kan han for første gang bosætte sig, lige hvor han har lyst til.

Og der var ingen tvivl i landstrænerens sind: Hjemstavnen Fyn trækker for ham og fruen Lenette.

– Nu er det 22 år siden, at Lenette og jeg flyttede fra Sydfyn, så nu vil vi gerne hjem.

Vi kommer begge to derfra, og vi glæder os til at komme ned til de fynske skove og vandet nede ved Svendborg, fortæller Nikolaj Jacobsen til SE og HØR.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Der er to steder, hvor landstræneren hører hjemme: På Sydfyn og i håndboldhallen. (Foto: Dan Mariegaard)

Vil se sønnen spille

Rhein-Neckar Löwen har hjemme i Mannheim – en køretur på mere end 700 kilometer fra den danske grænse.

Når der for fremtiden kun er et enkelt job at håndtere, bliver der altså også mulighed for at være mere sammen med konen og parrets tre børn.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig til at få mere tid med min familie. Begge mine piger bor i Danmark, så de er langt væk hjemmefra, siger Jacobsen om sine døtre, Freja på 20 og Sille på 17 år.

Sønnen Linus på ti år har ligesom sin far og storesøstre arvet glæden ved håndbold, og Nikolaj vil gerne følge med i, hvordan talentet klarer sig, selv om der stadig er lang vej til, at han kan nå på farens landshold.

– Jeg glæder mig til at få tid til at se flere kampe med Linus. Det er desværre ikke så mange kampe, jeg får set, fortæller fynboen, der størstedelen af året har et arbejde at passe i weekenderne.

[node:advert-in-body_4]

Det har været hårdt

Familien forlod Fyn til fordel for Tyskland i 1997, da Jacobsen selv var en af Danmarks dygtigste spillere.

Han boltrede sig i Bundesligaen frem til 2004, hvor turen gik til Jylland.

Her indledte han også trænerkarrieren i Aalborg, før Rhein-Neckar Löwen hentede ham tilbage til Tyskland for fem år siden.

– Selvfølgelig har det været hårdt. Men det har også været det værd – jeg har vundet noget, og det gør, at det er det hele værd, fortæller Jacobsen om karrieren.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Når først bolden flyver, lever Nikolaj Jacobsen sig ind i kampene, som var han stadig en af de syv på banen. (Foto: Dan Mariegaard)

– Jeg vælger mine jobs ud fra, at jeg har en mulighed for at vinde.

Jeg vinder ikke hver gang, men jeg vil have muligheden, siger landstræneren, som for fremtiden også vil være en større del af Dansk Håndbold Forbunds arbejde med at udvikle de største talenter, så Danmark også mange år ud i fremtiden har chancen for at spille med om verdensmesterskaberne.

Og dermed give Jacobsen nogle af de medaljer, han endnu mangler i samlingen.

Børnene er de største stjerner

Selv om håndbold har fyldt utroligt meget i størstedelen af Nikolaj Jacobsens liv, har han på sin højre arm symbolet på, at familien fylder endnu mere.

Armen er nemlig fornemt dekoreret med tatoveringer – adskillige stjerner funkler, når han smøger ærmerne op.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Dan Mariegaard)

– Jeg har mine tre børn – det er de store stjerner. Og så har jeg tatoveret små stjerner for hver af de titler, jeg har vundet gennem årene, både som spiller og som træner. Så de betyder meget for mig allesammen, fortæller landstræneren, som endnu har til gode at vinde en turnering med landsholdet, både som spiller og træner.

Det betyder dog ikke, at en VM-sejr vil blive fejret med en stjerne, der overstråler alle de andre, bedyrer den 47-årige familiefar.

Har du også undret dig over, hvad landstrænerens tatoveringer betyder? Få svaret i videoen:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube