Nyheder22. januar 2019

Fly forsvundet: Fodboldstjerne frygtes død

Et fly med den 28-årige Premier League-fodboldspiller Emiliano Sala er forsvundet - og nu frygtes det, at flyet er styrtet ned
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega342362_007.jpg
 Foto: MEGA

I disse timer udspiller der sig et tragisk mysterie. Et privatfly med fodboldstjernen Sala har været forsvundet siden i aftes, hvor det skulle have landet i den walisiske hovedstad Cardiff.

Nu frygtes det, at flyet er styrtet ned over den engelske kanal. Det lille fly skulle mandag aften have landet i Cardiff, men det nåede aldrig frem, og man har intet hørt fra hverken piloten eller Sala selv siden i går aftes.

Spillerens nye klub Cardiff har meldt ud, at man 'leder efter en forklaring' på, hvad der er sket.

- Vi er bekymrede over nyheden om, at man har mistet kontakten med et lettere luftfartøj over den engelske kanal i aftes. Vi afventer bekræftede informationer, inden vi vil sige noget yderligere. Vi er meget bekymrede for Emiliano Salas sikkerhed, lyder det fra klubformand Mehmet Dalman.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mega342362_001.jpg
 Foto: MEGA

28-årige Sala var ombord på det fly, der har været forsvundet siden i går aftes. (Foto: MEGA)

Det er kun få dage siden, at den walisiske klub gjorde sig sit største indkøb i klubbens historie, da de skrev kontrakt med den argentinske angriber, og betalte knap 130 millioner for Sala.

Sala skulle angivelig have været tilbage i den franske klub Nantes for at sige farvel mandag, hvorefter han satte sig ombord i et lille privatfly af typen Piper Malibu.

På stjernens sidste instagram-opdatering ser man ham omgivet af holdkammeraterne. 'La ultima ciao (det sidste farvel)', skrev han til billedet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ifølge nyhedsbureauet AFP har fransk politi bekræftet, at Emiliano Sala var en af to personer ombord på flyet, mens piloten var den anden.

Omkring klokken 20 forsvandt flyet pludselig fra radaren. Det skriver både franske og engelske medier.

De britske kystvagter fortæller ligeledes, at der i nat har været en eftersøgning i gang, dog ikke i britisk farvand.

Den britiske kystvagt har sendt hjælp i form af to helikoptere, men tirsdag er der altså stadig ingen spor efter det forsvundne fly.

28-årige Sala har været i Nantes siden 2016, her har han haft en række succesfulde år inden weekendens vilde rekordsalg til Cardiff. Da angriberen i lørdags puttede pennen til papiret, sagde han:

- Jeg er meget glad for at være her. Det gør mig meget glad, og jeg kan ikke vente til at starte med træningen, møde mine holdkammerater og starte arbejdet.

Den franske klub Nantes har i dag meldt ud, at de har aflyst pokalkampen tirsdag på grund af tragedien.

Sponsoreret indhold