
Brødrene Price overtager Blomsterbergs biks

Efter fem år med konditori i Lyngby måtte kagedronningen Mette Blomsterberg dreje nøglen om til sit kageeventyr.
Nyheden om at butikken lukkede og slukkede fordi økonomien ikke kunne hænge sammen, kom i begyndelsen af året, men nu er der allerede gode nyheder.
Mette Blomsterberg kunne nemlig for ganske kort tid siden afsløre, at de madglade brødre Adam og James Price overtager Lyngby-lokalerne.
Det fortæller en lykkelig Mette Blomsterberg på sin Facebook-side.

Før fungerede de nordsjællanske lokaler som café og konditori, hvilket var en drøm for den tidligere ”Bagedyst”-dommer, men nu vil Brødrene Price i stedet lave en diner på toftebæksvej.
Der ligger allerede en ”Brødrene Prices Diner” på Vesterbrogade ved Tivoli i København, så med åbningen i Lyngby bliver det officielt en kæde af amerikanske diners. Tidligere har tv-brødrene også skrevet en dinerkogebog, så passionen på emnet mangler ikke.
Derudover har Adam og James fire restauranter fordelt rundt i landet. Udover København har de smør -og flødeglade brødre nemlig restaurant i henholdsvis Aalborg og Herning.