Hollywood14. februar 2019

Øger sikkerheden: TV-kanal angrebet efter Michael Jackson dokumentar

Den britiske TV-kanal Channel 4 er blevet kritiseret voldsomt efter deres beslutning om at sende dokumentarfilmen om Michael Jackson, hvor den afdøde pop-konge bliver beskyldt for at have voldtaget børn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/megar76121_1-1.jpg
 Foto: MEGA

Michael Jackson har ikke fået lov til at hvile i fred på det seneste.

TV-kanalen Channel 4 har besluttet at sende en dokumentar om den afdøde stjerne, hvor han bliver beskyldt for at have voldtaget børn.

Ifølge dokumentaren skulle musikikonet have mishandlet og brutalt voldtaget unge drenge.

De beskyldninger har nok engang sat ild til hele sagaen om, hvorvidt Michael Jackson, som døde for snart ti år siden, er en forbryder eller ej.

Pop-kongens mange tilhængere raser over, at der nok en gang bliver smidt brænde på bålet, og at "Thriller"-skaberen selv ikke i graven kan få fred.

På den anden side har flere taget afstand til Michael Jackson efter de nye beskyldninger i dokumentarfilmen "Leaving Neverland".

Øget sikkerhed

Det er den britiske TV-kanal Channel 4, der har besluttet at sende "Leaving Neverland" på skærmen, selv om der har været store protester imod.

Nu har de protester grebet om sig.

Ifølge The Sun er flere af TV-stationens medarbejder blevet udsat for hetz og chikane fra fans, som vil have, at Channel 4 ikke viser filmen med beskyldninger mod Michael Jackson, som døde i en alder af 50 år.

Det har fået Ian Katz, der chef for Channel 4, til at øge sikkerheden omkring TV-stationens hovedsæde.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/megar51193_4.jpg
 Foto: MEGA

Michael Jackson i sit Neverland (Foto: MEGA)

- Der har været en hel masse koordinerede protester mod filmen fra Jackson-familien og fangrupper. Flere medarbejdere på Channel 4 er blevet udsat for chikane online, skriver Ian Katz i en intern mail, som The Sun er kommet i besidelse af.

Chikanen og det store postyr omkring dokumentaren, som anklager Michael Jackson for alskillige sexforbrydelser, har fået TV-stationens øverste chef til at øge sikkerheden for sine medarbejder.

Han opfordrer derudover alle, der er blevet chikaneret på den ene eller anden måde, til at melde det.

Familien protester

Har man læst med i diverse medier i den seneste tid, har det været svært at undgå at læse om de voldsomme anklager mod Michael Jackson.

På trods af protester og chikane har Channel 4 altså alligevel valgt at sende den velomtalte dokumentar, og den er planlagt til at løbe over skærmen i starten af marts.

Pop-kongens familie har gjort alt, der står i deres magt for, at "Leaving Neverland" ikke bliver sendt.

Familiens advokat har blandt andet sendt et brev til Channel 4, hvor der står, at TV-stationen bryder med sine interne regler ved at sende dokumentaren.

Lige lidt har det dog hjulpet, og den britiske TV-kanal har indtil videre stadig tænkt sig at lade dokumentaren om Michael Jackson komme ud i stuerne.

Sponsoreret indhold