Khloé Kardashian tilbage på den røde løber efter bruddet
Khloé Kardashian holder hovedet højt, efter det i går kom frem, at hendes kæreste Tristan Thompson havde været hende utro med Kylie Jenners bedste veninde, Jordyn Woods.
Selvom man skulle tro, at Khloé efter et så barskt brud ville ligge derhjemme og græde snot, er det langt fra tilfældet.
I går aftes dukkede hun nemlig op på den røde løber ved arrangement, som modevirksomheden Pretty Little Thing stod for.
Khloé er repræsentant for brandet og var klædt i firmaets tøj fra top til tå. Med som støtte havde hun veninden Malika Haqq.
Khloé Kardashian havde veninden Malika Haqq ved sin side i går aftes. (Foto: MEGA)
Ingen af de to piger valgte at kommentere på den svære og ulykkelige situation, som Khloé lige nu går igennem. Men med ansigtet lagt i de rette folder, stod hun rank og stærk midt i krisen.
Man kan dog ikke fortænke hende, hvis hun hellere ville have været et andet sted end foran kameraernes blitzlys.
Det var i går, det kom frem, at Tristan Thompson havde været Khloé utro med Kylie Jenners bedste veninde Jordyn Woods. Basketspilleren og Jordyn Woods skulle angiveligt have været sammen ved en fest, der blev afholdt af Drake.
Den eksklusive fest skulle have varet til den lyse morgen, og ifølge en kilde, som det amerikanske medie E! har snakket med, tænkte Tristan ikke meget på Khloé Kardashian, som naturligvis ikke var med til festen.