Nye spor: Milliardærfrue angrebet i badet?
Politiet i Lørenskog i Norge har angiveligt en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen blev angrebet, mens hun var i bad.
Der var nemlig ifølge VG spor i huset, der tyder på, at den 69-årige rigmandskone var blevet slæbt langs gulvet, da hun forsvandt fra sit hjem 31. oktober 2018.
Tæt på et af badeværelserne i huset fandt politiets teknikere nemlig slæbespor, og det giver et muligt billede af, hvordan bortføringen fandt sted.
Sporene var ifølge VG noget af det første, som Anne-Elisabeth Hagens mand, Tom Hagen, nævte overfor politiet, da han ringede og efterlyste hende.
Her fortalte han også om det trusselsbrev, som blev fundet i huset.
I brevet blev der krævet en løsesum på ni millioner euro svarende til 67 millioner danske kroner, men også trusler om, hvad der ville ske med hans kone, hvis politiet fik besked.
Artiklen fortsætter under billedet...
Dette foto af Anne-Elisabeth Falkevik Hagen vises på Interpols hjemmeside. Foto: Interpol
Politiet har ikke meldt noget ud om biler, personer eller andet, som kan give svar på, hvordan de mulige kidnappere er kommet til og fra boligen på forsvindingsdagen.
Ingen livstegn
På et pressemøde i går ønskede politiinspektør Tommy Brøske ikke at kommentere på oplysningerne om slæbespor på gerningsstedet.
Det er mere end 16 uger siden, at Anne-Elisabeth Hagen blev kidnappet fra sit hjem. På trods af omfattende efterforskning ved politiet fortsat ikke, hvad der er sket med hende.
Siden har ingen hørt fra hende, og politiet lægger ikke skjul på, at dette er noget som bekymrer dem.
Kontakten med den eller dem som hævder, at de holder rigmandskonen fanget, har været begrænset.
Flere teorier
Politiet har understreget, at de efterforsker forsvindingen bredt, og de arbejder også ud fra hypoteser om, at hun blandt andet er forsvundet frivilligt eller er blevet dræbt.
Men hovedhypotesen har altså fra start været, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet bortført, og at gerningsmændenes motiv er økonomisk.
Politiet står fortsat uden mistænkte i sagen. Boligen og nærområdet er blevet undersøgt grundigt ad flere omgange af kriminalteknikere.
- Den forsvundne kvindes mand, Tom Hagen, er ifølge det norske finansmedie 'Kapital' nummer 172 på listen over de 400 rigeste personer i Norge.
- Han menes at være god for 1,7 milliarder kroner.
- Han har tjent sine penge på ejendomsudvikling og på at købe og sælge strøm.
- Selv om milliardæren har levet nøgsomt og forsøgt at holde lav profil i nærmiljøet, har Tom Hagens sucess været omtalt i medierne.
- Sammen har ægteparret tre børn og flere børnebørn