"X Factor" overgår sig selv: Vinder har udsigt til KÆMPE præmie
Når 'X Factor' går live fra i aften, står alt på spil for livedeltagerne.
For ud over at vinde den eftertragtede pladekontrakt hos Sony Music får vinderen af 'X Factor 2019' også et to ugers ophold i det legendariske Sonic Vista Studio på Ibiza - og spilletid på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg til august.
- Der er ingen tvivl om, at det er en præmie, som vi er stolte af. Det er første gang nogensinde, at vinderen af 'X Factor' kommer til Ibiza og indspiller i det legendariske studie Sonic Vista, ligesom det også bliver første gang, at vinderen står på scenen ved en af Danmarks mest populære musikfestivaler, siger Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2.
Indspilning i internationalt studie
Turen til Ibiza og til Sonic Vista Studio er en del af kontrakten med Sony Music, hvor årets 'X Factor'-vinder i to uger indspiller sammen med et professionelt team.
Ibiza har i mange årtier været omdrejningspunkt for den elektroniske musikscene og bliver hvert år besøgt af nogle af verdens største stjerner og et hav af musik- og festglade gæster.
Blandt de store verdensstjerner, der har besøgt det topmoderne Sonic Vista Studio, er Lady Gaga, Pet Shop Boys og 50 cent.
I selskab med store stjerner
Til august går turen så til Skanderborg, hvor 'X Factor'-vinderen optræder for de musikglade festivalgæster ved Smukfest 2019 og dermed kommer i selskab med store stjerner som Thirty Seconds To Mars, Suede, Years & Years og Ziggy Marley, som også optræder på Skanderborg i år. Smukfest, der siden 1980 har sat fest og farver på danskernes sommer, er i dag Danmarks næststørste musikfestival og partoutbilletterne blev denne gang udsolgt på bare 65 minutter.
- På Smukfest har det altid været vigtigt at give plads til det musikalske vækstlag og dermed til morgendagens stjerner. Så vi er meget spændte på at se, hvad årets 'X Factor'-vinder har at byde på, og vi håber på en stor oplevelse til vores publikum, siger Poul Martin Bonde, talsmand for Smukfest.
Første liveshow bliver vist i aften klokken 20.00 på TV2.
Se klippet nedenunder, hvor Bea fortæller om de kommende liveshows
Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube