Royal Vrooom: Joachim kører Frederik af banen
Den royale rivalisering mellem de to brødre får nu tilført ekstra benzin, når Joachim overhaler brormand indenom og inviterer danskerne til Royal Vrooom i forbindelse med sin 50-års fødselsdag 7. juni.
Her vil Joachim samle alle bilglade danskere i en historisk lang kortege, hvor deltagerne skal gennemføre en 50 kilometer lang rute i Københavns gader og stræder.
Så hvis du har lyst til at sætte ungerne i din Berlingo og fejre Joachim, så har du nu muligheden for det.
Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
”Hans Kongelige Højhed Prins Joachim afholder paradekørsel i anledning af sin 50-års fødselsdag 7. juni. Her vil der være mulighed for alle at deltage i paraden, som finder sted i København,” skriver kongehuset.
Fødselaren har fra barnsben haft benzin i blodet, og danskerne kommer selv til at opleve Joachim på nærmeste hold i hans rette element.
Artiklen fortsætter under billedet...
Her ses Joachim i sin elskede Lotus Cortina sammen med bardomsvennen Oscar Siesbye. Foto: Aller Media
Den nu 49-årige prins vil nemlig føre an i paradekørslen i sin Lotus Cortina, som også bruges i Classic Race-løbene.
Prinsen får selskab af sine fartglade venner i form af Thorkild Thyrring og Le Mans-legenden Tom Kristensen.
”H.K.H Prins Joachims vil føre an i fødselsdags-kortegen. Ruten vil passere steder, som står prinsens hjerte nært,” står der i meddelelsen fra kongehuset.
Ruten er ikke offentliggjort, men SE og HØR erfarer, at paradekørslen udover Amalienborg og Krebs Skole også vil føre danskerne forbi Boltens Gård, som var et yndet tilholdssted for Joachim i sine yngre år.
Ifølge SE og HØR’s kilder vil den forreste del af paraden efterfølgende fejre prinsen i Restaurant Grøften i Tivoli under mere private former.
Det koster 595,-kroner at deltage i paraden, men så får hver deltagerbil også et sæt hjulkapsler, som har påtrykt prinsens monogram.
Et eventuelt overskud fra Royal Vrooom vil gå ubeskåret til Free Speed, som er en forening, der kæmper for at ophæve fartgrænser på de danske veje.