Kendte7. maj 2019

Nu afslører "Game of Thrones" sandheden om kaffekoppen

Holdet bag "Game of Thrones" kommenterer nu den uventede gæst, der gjorde sig bemærket i fjerde afsnit af hit-serien: En kop kaf'
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/game_of_thrones_kop.jpg
 (Foto: HBO)

Der var måske flere ”Game of Thrones”-fans, der var ved at få kaffen galt i halsen, da de så seneste afsnit af HBO-hittet.

Årsagen var en kop kaf’… altså ikke deres egen kop kaf’, men den kop kaf’, som ganske overraskende dukkede op midt i fjerde afsnit.

Her sad Daenerys Targaryen ved bordet og betragtede Jon Snow, mens en kop Starbucks kaffe stod og tronede på bordet.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/game_of_thrones_kop.jpg
 (Foto: HBO)

Daenerys Targaryen fik sig en tiltrængt kop kaffe i fjerde afsnit af "Game of Thrones". Foto: HBO

Det tog selvfølgelig kun de sociale medier 10 sekunder at opdage kaffe-brøleren, før koppen strøg til tops og blev et lunt samtaleemne på både Twitter og Facebook.

Og nu blander hovedpersonen sig selv i snakken… altså ikke den famøse kop kaf’, men holdet bag ”Game of Thrones”.

På seriens Twitter-profil kommenterer ”Game of Thrones” kaffe-gaten selv med en god portion sort humor.

- Nyt fra Winterfell. Den latte, der dukkede op i episoden, var en fejl.

- Daenerys havde bestilt en urtete, skrev ”Game of Thrones”-holdet ganske muntert som en kommentar til hele kaffe-affæren.

Den sidste sæson af den populære fantasy-serie, som altså kører lige nu, kommer kun til at vare i seks episoder.

Det er én mindre end forrige sæson og hele fire episoder mindre end de tidligere.

Trofaste fans skal dog ikke gå helt i panik, for sidste sæson kommer alligevel til at vare næsten 440 minutter – samme antal minutter som sidste sæson.

Det er altså i løbet af de 440 minutter, vi finder ud af, hvordan kampen om jerntronen ender.

Og hvem ved? Måske vi oplever flere kaffe-scener i de sidste to afsnit.

Sponsoreret indhold