Krimi15. maj 2019

Tiger Woods sagsøgt efter dødsulykke

Tiger Woods er blevet sagsøgt af familien til en 24-årig bartender, der døde i en trafikulykke i december sidste år
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2019-05-15_kl._09.56.06.png
 (Foto: MEGA)

Golfstjernen Tiger Woods er blevet sagsøgt efter en trafikulykke, der sidste år i december kostede en 24-årig bartender livet.

Det skriver CBS.

Det er den dræbtes familie, der har lagt sag an mod golfstjernen, som ejer restauranten The Woods Jupiter.

Her arbejdede den dræbte – den 24-årige bartender Nicholas Immesberger – den aften, hvor han døde tilbage i december sidste år.

Ifølge søgsmålet fik den unge mand serveret alkohol den aften, han kørte galt.

I søgsmålet står der ifølge det amerikanske medie, at 'de ansatte, cheferne og ejerne af The Woods fortsatte med at skænke alkohol op til en ung mand, som de vidste kæmpede med alkoholproblemer'.

Den unge mands familie hævder, at personalet sendte Nicholas Immesberger hjem i hans egen bil – og at personalet vidste, at han havde indtaget store mængder alkohol.

Nicholas Immesberger kørte galt og omkom.

Familie: Restauranten slettede spor

En efterfølende blodprøve viste, at den 24-åriges alkoholpromille var tre gange højere end tilladt.

Familien har valgt at lægge sag an, fordi de mener, at golfstjernen ”var direkte ansvarlig for at sikre, at hans ansatte og ledelse ikke serverede deres ansatte og kunder for meget alkohol”.

Desuden mener familien, at restauranten har slettet tre timers videoovervågning fra den skæbnesvangre aften. Familien mener, at videoen viser, hvor store mængder alkohol der blev drukket.

Tiger Woods har på et pressemøde forud for den såkaldte PGA Championship-turnering i New York kommenteret dødsulykken:

Her udtalte han:

- Vi er alle meget berørte af, at Nick er gået bort. Det var en forfærdelig aften med en forfærdelig afslutning. Vi føler med ham og hele hans familie.

Sponsoreret indhold