Peter Schmeichel er blevet gift
Denne lørdag er en ganske særlig dag for Peter Schmeichel, som er blevet gift med sin kæreste Laura von Lindholm.
Vielsen fandt sted i Egebæksvang Kirke på Strandvejen nord for København.
- Ja, vi blev gift, sagde Schmeichel grinende, da han blev spurgt, om alting gik, som det skulle.
Det var en yderst lykkelig Peter Schmeichel, der mødte pressen efter vielsen.
- Jeg er et rigtig godt sted i mit liv, det er jeg, sagde han glad.
Under vielsen havde Peter Schmeichel sørget for et helt særligt indslag. En udenlandsk sanger ved navn Niall, som Schmeichel har hørt flere gange i Irland, kom nemlig og spillede.
Og sangen har en ganske særlig betydning for parret, for den blev nemlig spillet, da Schmeichel gik på knæ for Laura von Lindholm.
- Den sang. Jeg friede til hende, og det var den sang: "The girl is mine", og der var vejret endnu værre end det her. Det regnede ikke, men det blæste simpelthen så meget, forklarer Peter Schmeichel.
Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube
Derfor fandt Schmeichel det passende, at Niall kom forbi og spillede sangen, og gæsterne var yderst tilfredse med indslaget.
- Som jeg kan forstå på folk reaktion, så er de forholdvis tilfredse med det, så det var godt, grinede Schmeichel efter vielsen.
Bryllupsrejsen er svær af planlægge for parret, for der er mange ting, der skal gå op. Og så lader det til, at børnene skal med - og med en søn, der spiller fodbold på højeste plan, er der kun visse tidspunkter, man kan rejse på.
- Vi har ikke rigtig nogen planer, men vi tænker på engang til efteråret, så tager vi på en bryllupsrejse - men vi er ikke rigtig nået dertil endnu. Der sker lidt for mange ting i livet, fortæller Peter Schmeichel.
Og dermed fik Peter sin Laura på dagen, hvor kalenderen skriver 15. juni 2019.