Peter Falktoft går i krig mod cigaretterne: "Det er fucking idiotisk"
"Her Går Det Godt"-stjernen Peter Falktoft er gået i krig: I krig mod cigaretterne! Det er langt fra første gang, Falktoft melder ud, hvad han tænker om cigaretten - og nu har han lavet en podcast om det.
Det fortæller han i et opslag på sin Facebook-profil, hvor der - som vi kender Falktoft bedst - er givet god plads til udmeldinger om, hvor dumt rygning, ifølge Falktoft (og flere veldokumenterede undersøgelser), er.
Det er særligt det faktum, at flere og flere unge begynder at ryge, som er faldet Falktoft for brystet.
"En lille, skrækkelig sag, der som bekendt smadrer din krop på flere måder end man næsten kan forestille sig. Du ved, kræft, diabetes, hjertesygdomme, syn, lungesydomme, you name it. Alligevel er der her i det herrens år 2019 flere og flere unge mennesker som begynder at ryge, hver dag i Danmark. 40 om dagen for at være præcis. Hvorfor? Fordi det betragtes som værende ‘cool’ blandt unge. Altså at babbe på en lille kæp, der stinker, dræber dig langsomt og absolut intet godt gør for dig. Det er over min fatteevne, at noget så veldokumenteret og belyst åndssvagt kan være ‘hipt’, ‘cool’ eller ‘trendy’. Især blandt unge. Men det er det. Og det er fucking idiotisk", skriver Falktoft i opslaget.
Og det er altså dét, der er grunden til, at Falktoft nu tager kampen op mod cigaretten i en ny podcast.
"Derfor har jeg lavet et program i 5 afsnit til DR P1 om, hvor fucking håbløs en situation det er vi står i, når det kommer til rygning. Det hedder ‘Danmarks Dræber nr 1.’ Og det kan hentes nu som podcast eller høres over sommeren på P1", skriver han.
Dem der lytter til Esben Bjerre og Peter Falktofts podcast "Her Går Det Godt" er udmærket klar over, at Twitter er ét af de to værters favoritmedier, når det kommer til at kommunikere med politikere.
Og dér har Falktoft - naturligvis - også lagt en tråd ud til den nye sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
"Tillykke med posten, @Heunicke. Det er nu op til dig at knække kurven med 40 nye unge, der begynder at ryge, hver dag i DK samt sørge for, at vi ikke er en bananrepublik, når det kommer til rygning. Hermed 5 episoders radio om, hvad der kræver" , skriver han i et opslag på Twitter.
Og Falktoft har fået svar fra ministeren, der kvitterer med:
"Tak Falktoft. Det er højt på min liste. Glæder mig til at lytte og blive klogere"
Dermed er Falktofts krig mod cigaretterne for alvor begyndt, og du kan finde hans podcast omkring rygning lige HER.