Thomas Eje: Maleriet er mit flødeskum
I et stort interview i Politiken gør 51-årige Thomas Eje status over sit Las Vegas-eventyr, og viser sig faktisk som en velafbalanceret mand, der har fået mere styr over sit liv. Et liv, der virker mere velovervejet, selvom de kunstneriske og personlige ambitioner bestemt ikke er sat på vågeblus.
Om sine fire år i spillebyen i Nevadas ørken siger han:
- Jeg lærte, hvad ensomhed var. Hvilket, tror jeg, ikke var specielt usundt, siger han og understreger, at det nok var en ensomhed han selv opsøgte.
- Jeg opsøgte også forandringen og udfordringen. Jeg har altid prøvet at flytte mine grænser.
I dag har han slået sig ned i Skovby på Als sammen med sin fjerde hustru Katherine Scrivens, hvor de sammen maler og udstiller i deres eget galleri
Flødeskum
- Maleriet er flødeskummet ovenpå, det er en del af pakken, siger han i Politiken og pointerer, at han bestemt ikke har lagt musikken og sit entertainment på hylden.
- Jeg synes, at der er meget musik i maleri, og jeg brænder lige meget for begge dele.
På spørgsmålet om, hvad han egentlig har fået med sig hjem fra sit amerikanske eventyr, svarer han:
- At amerikanernes gud er dollar. Det er alt sammen "What's in it for me" og "Pay upfront". Deres barometer for lykke er, hvor mange penge, de har. Og det er jo sygt, ganske enkelt stinkende sygt. Så "The American Dream"… den er jeg altså ikke med på, siger Thomas Eje.