Det så du ikke på TV: Korpset-deltager i smerter uger efter særlig udfordring
De bliver presset til det alleryderste. Når de tror, at der venter dem en tiltrængt pause, bliver de endnu engang sendt ud på en drænende løbetur.
De håbefulde aspiranter i TV 2-programmet "Korpset" skal – som programmet også antyder – være gjort af et særligt stof for at gøre sig forhåbninger om at gennemføre de otte dage med intense mentale og fysiske udfordringer.
I aftenens program ventede der deltagerne de hidtidigt hårdeste prøvelser indtil videre. Først skulle de igennem flere timers opslidende opgaver på stranden – og derefter ventede der dem både mudderkamp og en uforudsigelig vej gennem en bane.
Særligt prøvelserne på stranden efterlod Martin i smerter. Smerter der endda varede flere uger, efter optagelserne var forbi.
Det fortæller han til SE og HØR:
Artiklen fortsætter under billedet...
Martin har altid elsket at udfordre sig selv mentalt og fysisk. Foto: Mikael Rieck
- Jeg havde ondt i hovedet flere uger efter. Fordi jeg havde båret den tunge båd. Jeg mærkede det ikke i øjeblikket, for der var jeg så fokuseret. Men bagefter – i flere uger efter – gjorde det ondt, fortæller Martin.
Den 46-årige mand fra Jyderup har altid elsket at udfordre sig selv. Men det var ikke hans egen fortjeneste, at han endte i det populære TV 2-program. Det var i stedet hans hustru og datter.
"Korpset"-deltager fik frygtelig besked juleaften: Du har HIV
- Min kone og datter mente, at programmet ville være noget for mig, og så sagde de, at de ville lave ansøgningen. Så det gjorde de, og jeg fik lov til at gennemlæse den, og jeg synes, den var okay. Jeg sagde til dem i sjov, at TV 2 selvfølgelig ville ringe i morgen, når de læste min profil… og ja, det gjorde de sgu, lyder det fra den stærke mand.
Artiklen fortsætter under billedet...
Martin sammen med sin ét år gamle hund Hjalmar af racen Mastiff. Foto: Mikael Rieck
- Så gik jeg i gang med et træningsprogram, hvor jeg fokuserede på muskler og løb. For nu ville jeg det, nu var jeg dedikeret og målrettet, fortæller 46-årige Martin til SE og HØR.
Han vil selvfølgelig ikke afsløre, hvor langt han når i programmet. Men han vil gerne afsløre, at det virkelig er så krævende, som det ser ud til:
- Det er så intenst, som man ser på TV. Man kan slet ikke beskrive, hvor ekstremt det er. Der var ikke pause, når kameraet blev slukket. Det var bare intenst alle dage. Der er ikke et øjeblik, hvor man får mulighed for at slappe af. Du er våd, du er kold, du er træt – og så skal du i gang igen, fortæller Martin.