Dorthe Gerlach venter sit første barn
Efter flere års forsøg går babydrømmen nu endelig i opfyldelse for Hush-duoen Dorthe Gerlach, 39, og Michael Hartmann, 50.
– I start 2020 forventer vi at udgive vores hidtil største projekt. Vi skal nemlig være forældre for første gang, jubler parret på Facebook og fortsætter:
– Vi glæder os helt uendelig meget. De, der er tæt på os, ved, at det er noget, vi har ønsket og kæmpet for i mange år, og vi håber bare, at alt går godt.
Da sangerinden i 2017 medvirkede i TV 2's "Toppen af Poppen", lagde hun over for SE og HØR ikke skjul på, at parret, der har været gift siden 2004, gerne snart ville være forældre.
Dorthe Gerlach: Klar til børn
– Nu er vi klar, sagde Gerlach, inden hun fortalte, at der jo stadig er "ting i denne verden, som mennesker ikke bestemmer alene".
– Men vi ved godt, hvordan man gør, grinede den kønne krøltop.