Krimi14. august 2019

Her er dommen over ASAP Rocky

For en skare af journalister er dommen over stjerne-rapperen ASAP Rocky, der blev anholdt i starten af juli for grov vold efter et slagsmål i Stockholm, netop faldet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/asap_rocky.jpg
 (Foto: MEGA)

Skyldig i vold. Sådan lød dommen over stjernerapperen ASAP Rocky.

Domsafsigelsen var skrevet ned i et dokument, som blev udleveret til pressen kl. 14.

Rapperen er blevet kendt skyldig i vold, men slipper for fængselsstraf. Også ASAP Rockys to venner er blevet kendt skyldige, men alle har de fået betinget domme. Det skriver Aftonbladet.

Derfor kan ASAP Rocky roligt blive i USA.

I begrundelsen for dommen, skriver retten, at de ikke mener, at de nu dømte personer var i en situation, hvor de kunne påberåbe sig selvforsvar, men mener ikke, at det er bevist, at de tiltalte brugte en flaske til at slå den forurettede med.

Retten mener dermed, at det er blevet bevist, at rapperen og venner har slået og sparket den 19-årige mand, men ikke slået ham med flasker og senere mishandlet ham med dem.

Det 19-årige offer har fået tilkendt en erstatning på 12.500 kroner, som rapperen og vennerne skal dele i mellem sig.

Ifølge det svenske medie Expressen siger rapperens advokat, at de er skuffet, fordi de havde håbet på frifindelse.

Advokaten har ikke talt med sin klient endnu - kun over SMS, og kan derfor ikke svare på, om de har tænkt sig at anke dommen.

30-årige Rakim Mayers blev anholdt 3. juli, efter han havde været indblandet i et slagsmål i Stockholm 30. juni.

Stjernerapperen har fra start nægtet sig skyldig i tiltalen om vold, men har forklaret og erkendt i retten, at han både sparkede og slog den 19-årige mand.

En video af spektaklet, der er gået verden rundt, viser rapperen tage fat i en mand og kyle ham igennem luften og ned i jorden.

Men ifølge ASAP Rocky selv var der altså tale om selvforsvar.

Slagsmålet startede angiveligt i den svenske burgerkæde MAX, hvor rapperen og han venner kom om at slås med to andre gæster i restauranten.

Uenighederne udviklede sig så angiveligt ude på gaden.

Retssagen har forløbet over tre dage, men fredag i sidste uge valgte dommeren ved byretten i Stockholm at løslade rapperen, mens han ventede på sin dom.

Og det gav ham mulighed for at stille sig på scenen i weekenden i Anaheim, hvor han bad sine fans om støtte.

- Jeg ved, I alle har bedt for mig. Jeg er ikke skyldig i en skid, men I skal blive ved med at bede for mig. Jeg får dommen onsdag, og forhåbentlig skal jeg ikke tilbage i fængsel, lød det fra scenen.

Men rapperen er også gået på de sociale medier, for at takke for hjælpen og støtten.

Sagen er nærmest blev storpolitik og har trukket enorm opmærksomhed.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, forsøgte tidligt i forløbet at lægge pres på den svenske statsminister, Stefan Löfven, for at få ham til at løslade rapperen.

Senere advarede en repræsentant fra den amerikanske regering i et brev den svenske rigsadvokat, om at sagen vil få 'negative konsekvenser' for forholdet mellem de to lande, hvis der ikke hurtig kommer en løsning.

Ifølge TMZ har Kim og Kanye West været med til at lobby De Hvide Hus i Dramaet, mens også Justin Bieber og andre kendte personer har udtalt sig i den spektakulære sag.

Sponsoreret indhold