
Endnu en kvinde skuddræbt

For anden gang på bare to døgn er en kvinde blevet skuddræbt i Sverige.
Natten til i dag blev en 18-årig kvinde skudt i den vestlige del af Stockholm. Det skriver aviserne Expressen og Aftonbladet.
Og kort efter klokken 7 onsdag morgen kunne politiet oplyse, at kvinden var afgået ved døden.
Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet i Vällingby klokken 01.30.
Til Expressen fortæller en person, der vågnede ved lyden af skuddene, at flere politibiler og ambulancer hurtigt var fremme på stedet.
- Min vurdering er, at der blev skudt tre gange, siger personen til det svenske medie.
Politiet har fundet patronhylstre på stedet. Og et andet vidne fortæller:
- Jeg hørte en person skrige. Der er fem politibiler her, og en helikopter kan høres i luften.
Ifølge Aftonbladets oplysninger har politiet en eftersøgning i gang efter to maskerede gerningsmænd, der er blevet set flygte fra stedet i en mørk bil.
Politiet har ikke bekræftet mediets oplysninger.
Og den uhyggelige sag er ikke den første på bare få dage. For i mandags blev en 31-årig kvinde, der havde sin nyfødte baby på armen, likvideret i Malmø af en maskeret mand.
Han affyrede sit skydevåben på helt klos hold af den nybagte mor.
Mandag aften blev en 19-årig mand anholdt - mistænkt for medvirken til drabet.
Ifølge hans forsvarsadvokat henvendte han sig selv til politiet få timer efter drabet.


Kvinde med baby skuddræbt: Ny dramatisk udvikling

Kvinde med baby skudt i hovedet