Mor skuddræbt: Far flygtede med baby i armene
Og nu er der kommet nye oplysninger om den koldblodige likvidering af kvinden, der havde sit kun tre måneder gamle barn i armene, da hun på klos hold blev skudt i hovedet.
Den unge kvinde kom gående på Sergels Väg tæt på centrum i den svenske by sammen med sin mand og barnet.
Ifølge flere øjenvidner havde manden babyen i armene, da de blev mødt af maskerede gerningsmænd, der stod og ventede ude foran familiens bopæl i Malmø.
Det skriver Kvållsposten.
Manden blev jagtet og beskudt, da han forsøgte at flygte med den lille baby i armene.
Et vidne fortæller, at faren angiveligt snublede under flugten og tabte spædbarnet.
Det fik barnets mor til at løbe hen og samle babyen op.
Og det fik ifølge et andet øjenvidne, der overværede de rædsomme scener fra sin stue, gerningsmanden til at rette skydevåbnet mod moren og det lille barn.
Gerningsmændene affyrede ifølge vidner op til 10 skud. Et ramte den 31-årige mor på klos hold i hovedet.
Hun sank livløs til jorden med babyen i armene.
Det svenske medie har forsøgt at få politiet til at kommentere på vidnernes observationer, men de afviser at fortælle om antallet af gerningsmænd eller de andre mulige scenarier.
De to gerningsmænd stak sammen med en tredje mand efter skyderiet af i en hvid Mercedes-Benz. Vidner beskriver gerningsmændene som ’unge og almindelige’.
Kort tid efter blev bilen fundet udbrændt ikke langt fra gerningsstedet, hvor den unge mor mistede livet.
Politiet har anholdt en 19-årig mand, som er registreret som bilens ejer, efter han selv kontaktede politiet. Han nægter sig dog skyldig.
Politiets teori er, at de maskerede mænd gik efter kvindens mand, og at de havde haft ham som mål igennem en længere periode.
Manden, der er 35 år, har en kriminel fortid i både Sverige og Danmark.
Og han er tidligere blevet idømt otte års fængsel for et groft røveri. Det var for hans del i Danmarkhistoriens største røveri mod Dansk Værdihåndtering tilbage i 2008.
Både manden og barnet slap uskadt fra drabsforsøget. Kun babyen fik et par skrammer i panden, da moderen faldt til jorden.
Mandens kriminelle fortid kan have betydning i forhold til motivet. En anden af politiets teorier går på, at kvindes vidneudsagn i en drabssag tidligere på året kan være motivet.
Politiet i Malmø jagter fortsat mindst to gerningsmænd, der altså menes at stå bag det brutale drab. Mandag aften offentliggjorde den svenske TV-station SVT Nyheder Skåne optagelser af en mand, der skød og løb væk fra stedet.
På et pressemøde tirsdag fortalte politiet, at man havde fundet et våben, som man mener kan være gerningsvåbnet.
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, kalder mordet for en ’ufattelig grusom handling’.