Fik stjålet eksklusivt ur: Landsholdsangribers holdkammerater kan stå bag
Danmarks måske bedste landholdsangriber, Kasper Dolberg, tørner i denne sæson ud for storklubben Nice i Frankrig.
I weekenden scorede han sit første mål for klubben, der købte ham for over 150 millioner kroner forud for denne sæson i Ajax Amsterdam.
Målet kunne være et tegn på, at angriberen med de gyldne lokker havde fundet sig godt til i omklædningsrummet på den franske riviera.
Men sandheden er en helt anden.
I sidste uge fik han stjålet et meget eksklusivt ur til omkring en halv million kroner.
Den franske avis Nice-Matin skriver nu, at politiet mistænker nogle af Kasper Dolbergs holdkammerater i sagen.
Tyveriet skete imens truppen løb rundt ude på træningsbanen. Angiveligt skete tyveriet mellem 16.00-16.45 den 16. september.
Artiklen forsætter under billedet.
Politiet i Nice har nu officielt startet en efterforskning, efter Kasper Dolberg i mandags var nede på politistationen for at melde uret stjålet.
Ifølge avisen mistænker politiet nogle af klubbens yngre spillere i sagen.
Fodboldmediet ”Get French Football News” skriver, at der i spillernes omklædningsrum er et pengeskab, som de fleste har adgang til.
Her skulle den danske landsholdsangriber have opbevaret sit dyre ur.
Tirsdag aften spillede den 21-årige angriber hele kampen for Nice i et opgør mod Monaco.