UGENS HOROSKOP: Kasper Schmeichel fylder 33 år
Astrolog Cathrine Oppenheim har endnu engang kigget på stjernerne og fortæller dig herunder, hvordan din uge bliver.
Horoskopet gælder fra onsdag den 30. oktober til og med tirsdag den 5. november.
SKORPIONEN
24. oktober-22. november
Du sætter pris på at kunne trække dig tilbage efter nogle anstrengende dage, hvor du ikke synes, at du kunne handle frit. Det handler om at finde en ansvarsfordeling, og det er ikke nemt. Din sårbarhed er mærkbar, og det huer dig bestemt ikke.
DE FYLDER OGSÅ ÅR I DENNE UGE
David Dencik: Fylder 45 år den 31. oktober
Lise Rønne: Fylder 41 år den 1. november
Paprika Steen: Fylder 55 år den 3. november
SKYTTEN
23. november-21. december
Tankerne rumler i dit baghoved, men du lader dig ikke mærke med det. Du stiller glad op til sociale arrangementer. Men måske er det en god idé at vende blikket indad og afstemme dit lune. Pludselige ændringer på hverdagsområdet skal du bruge tid på.
STENBUKKEN
22. december-20. januar
Noget kan komme noget på tværs, men du bør ikke tillægge det for meget opmærksomhed. Brug det konstruktivt, så du kan foretage dig andet end planlagt. Du vil helst arbejde på dine projekter, som du gerne vil videreudvikle – og det skal helst være her og nu.
VANDMANDEN
21. januar-18. februar
Indstil dig på, at tingene nok ikke bliver helt som planlagt. Heldigvis kan du stadig nå at lave om på dine aftaler og lave nye. Det er jobområdet, der får din fulde opmærksomhed, hvilket du på sin vis er meget tilfreds med – blot du får mulighed for at arbejde alene og i fred og ro.
FISKENE
19. februar-20. marts
Det er klogt at være varsom med at kommentere løs, for du kan vække forargelse eller uro, også selv om det ikke var hensigten. Hvis du har udtalt dig, og det kommer til debat, må du følge dine meninger til dørs. Måske får du et nyt perspektiv på tilværelsen.
VÆDDEREN
21. marts-20. april
Du skal lige finde balancen, før du kan lave større fremstød i forbindelse med samarbejde og samvær med andre. Giv dig selv tid til at gå de hændelser igennem, der voldte dig udfordringer. Det er tid til at komme videre, men meget godt lige at finde ud af, hvordan du egentlig selv har det.
TYREN
21. april-21. maj
Et nært samarbejde er i fokus. Få nogle klare aftaler på plads, for du kan ikke længere bidrage. Du skal videre i teksten og kan allerede fredag ane nyt i horisonten. Din makker må indstille sig på at foretage yderligere research alene i den kommende periode.
TVILLINGERNE
22. maj-21. juni
En jobopgave skal afsluttes, men det kommer nok ikke til at gå som forventet. Du mangler at få oplysninger, før projektet kan afsluttes. Måske bliver du nødt til at starte forfra. Indstil dig på en længere fordybelsesperiode, og denne gang må du arbejde alene.
KREBSEN
22. juni-22. juli
Føler du dig bundet i et samarbejde, så vil du nu kunne frigøre dig. Måske har du fået øje på nogle nye muligheder. Under alle omstændigheder så nyder du den nyvundne frihed og kan lade dig opsluge af dine interesser, som måske lige nu går i en spirituel retning?
LØVEN
23. juli-23. august
Aftaler aflyses eller ændres. Sådan kan ugen begynde, og det giver tid og muligheder for at få nogle sager på plads. Derudover er forhold på din arbejdsplads under større forandring, som du lige skal vænne dig til. Måske vil det på sigt give dig en større arbejdsfrihed.
JOMFRUEN
24. august-23. september
Du skal tage en beslutning om en person, du er tæt på. Det drejer sig nok om, hvorvidt I skal samarbejde fremover. Midt på ugen går det op for dig, at du må arbejde alene med opgaven. At finde informationer kræver næsten en detektivs opdagelsesevner.
VÆGTEN
24. september-23. oktober
Du glæder dig til, at tingene er færdige, for du har ikke følt dig tilpas i omgivelserne og i samarbejdet. Fredag gør du din entré i en anden sammenhæng, og du vil mærke et skift i humør og energi. Pludselig får du visioner, og der er meget, du gerne vil opnå.