Kendte6. november 2019

Christian Fuhlendorff i misbrugsbehandling igen

Christian Fuhlendorff er endnu en gang gået i behandling for at blive sit hashmisbrug kvit
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/sh-601021.jpg
 Foto: Aller Media

Komikeren Christian Fuhlendorff er endnu en gang endt i misbrugsbehandling, det fortæller han i sin podcast "Hva' så?!"

- Jeg er begyndt i misbrugsbehandling igen, fortæller komikeren ærligt som indledning til det nyeste afsnit af hans podcast.

- Sidste år, i 2018, kom jeg under et relativt stort arbejdspres, da jeg lavede "Går over i historien", og jeg har nævnt før i podcasten, at jeg syntes, det var hårdt at lave det, og det var også deromkring, at jeg fortalte, at jeg havde haft et tilbagefald, og det tilbagefald tog om sig løbet af 2018 og ind i 2019, og det er hash igen. Det har stadigvæk hængt ved, siger han yderligere.

Tilbagefaldet har gjort, at komikeren har set sig nødsaget til at tage imod hjælp endnu en gang.

- Derfor har jeg nu taget beslutningen om, at jeg har brug for hjælp til at komme ud af det, for jeg har lyst til at komme ud af det, fortæller han.

Stofmisbruget har gjort, at han føler sig distanceret fra sin familie.

- Jeg føler skam og skyld. Jeg føler, at jeg lyver. Jeg føler ikke, at jeg er den, jeg giver mig ud for at være. Jeg troede, at jeg kunne styre det, men det kan jeg ikke, og det er fucking svært at acceptere, siger komikeren og fortsætter:

- Det har taget mig et halvt år at komme frem til, at det kan jeg ikke, og det var en ting, jeg var kommet frem til før, da jeg sidste gang var i behandling.

Komikeren brugte i første omgang hash til stresse af, men i sidste ende blev det et stressmoment for ham.

- Jeg kan ikke tåle det, og for mig er det et lortestof, der starter med at få mig til at stresse af, men når det så bliver meget, så gør det det modsatte, og så stresser jeg over det.

Artiklen fortsætter efter billedet

https://imgix.seoghoer.dk/christian_fuhlendorff.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Christian Fuhlendorff med hustruen Karina. (Foto: Thomas Laursen)

Vil være åben om det

Christian Fuhlendorff har før fortalt åbent, at han havde problemer med stoffer.

Denne gang har han dog ikke tænkt sig at fortælle om det andre steder end i sin podcast.

- Jeg vælger at sige det, fordi jeg ikke kommer til at nævne det andre steder. Jeg nævner det her i podcasten, fordi det er her, at jeg finder et frirum til at være mig selv, lyder det fra komikeren.

Samtidig fortæller han, at hans kone, Karina, har fået at vide, at han var faldet i igen.

- Det har ikke været et hverdagsforbrug, det har været om aftenen, når familien var gået i seng. Så gik jeg ud i garagen og røg mig en joint, siger han og fortsætter:

- Karina har fået det at vide undervejs. Jeg har selvfølgelig holdt det hemmeligt til en hvis grænse, men Karina har vidst, at der var noget.

Christian Fuhlendorff var første gang i behandling for sit stofmisbrug tilbage i 2012.

Sponsoreret indhold