Milliardærfruen: Politiet har nyt om mulig gerningsmand
Det er over et år siden, at den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen sporløst forsvandt fra hendes hus.
Norsk Politi har ikke haft mange spor at gå efter i sagen, men nu kan der måske være et lille gennembrud i sagen.
Nu skriver den norske avis VG, at politiet er i besiddelse af en DNA-profil, der er interessant for efterforskningen. Den kan muligvis være med til at opklare, hvorfor den 68-årige kvinde er forsvundet.
Her bor Anne-Elisabeth Hagen sammen med sin mand, der har tjent millioner af kroner. Foto: Ritzau/Scanpix
- Ja, vi har sikret DNA, som vi anser for at være interessant for sagen. Vi arbejder videre med at undersøge DNA-sporet, der kan få betydning for vores efterforskning, siger efterforskningsleder Tommy Brøske til VG.
Ifølge avisen kan DNA muligvis stamme fra en af gerningsmændene, der var med til at bortføre Anne-Elisabeth Hagen.
Politiet har arbejdet ud fra to hypoteser. Først behandlede man sagen som en kidnapningssag, men det er nu ændret til en drabssag.
Sidste livstegn fra den 69-årige kvinde var 31. oktober 2018 klokken 9.14. Her havde hun angiveligt en telefonsamtale med et familiemedlem.
Ægtemanden Tom Hagen kom hjem fra arbejde ved 13.30-tiden på dagen, og her var konen forsvundet.
Trusselsbrev
Senest har politiet afsløret detaljer, om det trusselsbrev, som man fandt i hjemmet.
Det er lykkedes politiet at finde frem til, hvor konvolutten og det tilhørende brev er blevet købt. Det drejer sig om firmaet Clas Ohlsen.
Det oplyste politiets efterforskningsleder tidligere i en pressemeddelelse.
- Politiets undersøgelser og efterforskning viser, at konvolutten, som fulgte med trusselsbrevet, er produceret i Tyskland og er solgt hos Clas Ohlson, står der i en pressemeddelelse.
Papiret er blevet produceret på en papirfabrik i Portugal.
- Vi kan ikke udelukke, at brevpapir med tilsvarende tekniske kvaliteter kan være solgt andre steder, oplyste Tommy Brøske dog.