Mikkel Fønsskov stopper
I næsten fem år har vi nydt hans charme på tv i bedste sendetid – men nu er det slut.
Mikkel Fønsskov har netop meddelt, at han stopper som vært på Aftenshowet.
På Facebook skriver den 35-årige vært:
- Efter næsten 5 dejlige år på Aftenshowet på DR1 er det tid til nye eventyr. For halvandet år siden blev Aftenshowet overtaget af STV og Bermuda Production, og den relancering har betydet, at programmet har haft en seertalsstigning på 6 procent i en tid med generelt faldende forbrug af flow-tv, skriver Mikkel og tilføjer, at han er både glad og stolt over at have været en del af rejsen:
- Jeg er stolt over at have været med hele vejen, og det er et godt tidspunkt at kaste sig over noget nyt. Jeg kommer til at savne alle mine kompetente, engagerede, søde og dybt professionelle kolleger. Det har været nogle kanonsjove år både i DR og i det private produktionsmiljø.
Nu kan Mikkel Fønsskov se frem til dét, han selv kalder ”et åndehul med masser af ferie og sabbat”
- Noget af tiden skal bruges på mine universitetsstudier på SDU, og ellers ser jeg, hvad der sker. Måske bliver det noget med bøger og litteratur, kultur eller noget helt fjerde. Farvel til Aftenshowet, sene aftenvagter, en masse gode kolleger og skønne øjeblikke, skriver han til slut.