Ugens horoskop: Charlotte Munck fylder 50 år
Astrolog Cathrine Oppenheim har endnu engang kigget på stjernerne og fortæller dig herunder, hvordan din uge bliver.
Horoskopet gælder fra onsdag den 27. november til og med tirsdag den 3. december.
SKYTTEN
23. november-21. december
Det er sidste chance for at gøre opgaver færdige. Inden for det sidste år har du haft en del held med dine tiltag, og du har sikkert også slået stort brød op – måske uden at være helt realistisk. Men det er du nu, og du ser tydeligt nu, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre.
DE FYLDER OGSÅ ÅR I DENNE UGE
Thomas Bo Larsen: Fylder 56 år den 27. november
Medina: Fylder 37 år den 30. november
Julie Zangeberg: Fylder 31 år den 30. november
STENBUKKEN
22. december-20. januar
Bekendte gør, hvad de kan, for at opfylde nogle af dine ønsker. Det er du meget taknemmelig over, og det viser du på din egen måde. Om det er verbalt eller skriftligt, er det de dybe følelser, du appellerer til, og mange bliver rørt af dine tilkendegivelser.
VANDMANDEN
21. januar-18. februar
Det er som om, at tingene falder på plads – næsten helt af sig selv – hvor du næsten ikke behøver at løfte en finger, for at det skal gå i hak. Det er især i slutningen af ugen, at du oplever held med dine ønsker, og jo mere forberedt du er, jo bedre for processen.
FISKENE
19. februar-20. marts
I det sidste års tid har du haft stærk fokus på din karriere. Nu er tiden kommet, hvor du kan virkeliggøre nogle af de projekter, som du har sat i søen. De skal nu ud i virkelighedens verden og afprøves. Det bliver knap så nemt, men din indsats lønner sig i sidste ende.
VÆDDEREN
21. marts-20. april
Du føler dig godt tilpas, hvor du har mulighed for at kunne fordybe dig og finde indre ro. Du finder den også ved at søge hen til nogle helt særlige steder eller miljøer, hvor der er ligesindede, og hvor man forstår hinandens behov. Psykologiske emner interesserer.
TYREN
21. april-21. maj
Du skal finde dine ben at stå på. Du bliver mere rolig indeni, men du kan ikke hvile på laurbærrene, for sidst på ugen får du en idé, som du ikke kan vente med at føre ud i livet. Det bringer dig måske ind på et andet spor, end du har regnet med, og det giver en ny situation.
TVILLINGERNE
22. maj-21. juni
Det er ikke sikkert, at du fortæller dine nærmeste om dine planer. Og det er faktisk en god fremgangsmåde, for så kan du holde fokus. For det har du brug for lige nu. Tiden er også til at booste dit image udadtil, og det har noget med dit arbejde og karriere at gøre.
KREBSEN
22. juni-22. juli
Du har rigeligt at se til – især når det gælder samarbejdet med dine kolleger, men også i privatlivet. Måske har du nogle kreative opgaver, som du bruger din tid på, hvilket kan anbefales. Nymånen i starten af ugen kan være en anledning til at starte nye projekter op.
LØVEN
23. juli-23. august
Det er tid til kærlighed. Gør noget ved det, især hvis ikke du synes, at det kører optimalt. Ugen er velegnet til at søge kontakt til andre – også dating – hvis det er relevant. I et fast forhold vil det gøre en forskel, man kan lægge hverdagen bag sig og være i nuet.
JOMFRUEN
24. august-23. september
Har du en kæreste, vil du gerne tale fremtid, ønsker og om, hvordan forholdet burde være. Vigtigt er det, at du bevarer jordforbindelsen og går efter, hvad der er realistisk. Normalt er du meget jordnær, men lige i denne uge kan du godt svæve lidt for langt ud i galaksen.
VÆGTEN
24. september-23. oktober
Du indleder en periode med særlig fokus på familie- og boligmæssige forhold. Planlæg og strukturér ikke alle dine tiltag – overlad noget til tilfældighederne. Det kan ske, at du pludselig handler anderledes end forventet. Det giver en større følelse af frihed.
SKORPIONEN
24. oktober-22. november
Du trænger til ro. Sidste uge var lidt for turbulent. Nu har du chancen for at fordybe dig i egne interesser og gøre noget godt for dig selv. Du kommer til at lægge øre til hemmeligheder, hvilket du bestemt ikke har noget imod. Kunsten bliver at holde tæt med dem.