Oliver håner Bubbers kone på live-TV
Den seneste tid har åbenlyst ikke været nem for Bubber, der har gjort en anden kvinde end sin kone gravid, og derfor er blevet smidt ud hjemmefra.
Alligevel tog han mandag plads i "Aftenshow"-studiet sammen med skuespiller Jesper Asholt og model og realityperson Oliver Bjerrehuus.
Sammen skulle de tre gæster og værterne tale om blandt andet U-landskalenderen og en ny film.
Men først skulle de altså lige forbi Bubbers brud med hustruen, der den seneste tid har kastet den ene overskrift efter den anden af sig.
Det var 54-årige Bubber tydeligvis ikke særlig glad for, og han udbrød et højlydt suk.
"Rigtig ufedt"
"Åh nej", lød det.
- Hvordan er det, når ens privatliv pludselig trækker overskrifter på den måde?, spurgte værten Mark Stockholm indledningsvis.
- Det er en bagside, der følger med (når man er kendt, red.), og som man må tage med. Så kan man gå og knække nakken på det. Krybe langs panelerne, svarede Bubber, før han fortsatte:
- Eller man kan sige, sådan er det. Velvidende, at det er rigtig, rigtig svært, og det er noget, som er kæmpemæssigt svært for de få mennesker, der skal dele det her og så ovenikøbet også få det hængt ud på den her måde. Det er rigtig, rigtig ufedt.
"Godt gået"
Den lille snak blev dog afsluttet på en sådan vis, at seerne hjemme i stuerne må have siddet tilbage med et "hvad-skete-der-lige-der"-blik i øjnene.
- Så kan man sige, at man ligger som man redder, siger Bubber, efter den lange snak om, at også han har brug for et privatliv.
- Du har min respekt, afbryder den altid kække Oliver Bjerrehuus.
- Hun er yngre end dig?, slutter han op.
- Ja, svarer Bubber med en meget lille stemme.
Det får Oliver til at sende en fistbump mod Bubber, der med et smil besvarer hilsenen.
- Sådan der, godt gået mand, siger Oliver Bjerrehuus, mens Bubber griner fjoget.
Bubber, der har det borgerlige navn Niels Christian Meyer, og Christina Ibsen Meyer har været gift i 28 år.
De har sammen børnene Oscar og Laura.
Du kan se klippet her.