Krimi16. december 2019

Stukket ned i sit hjem: ”X Factor”-deltager i livsfare

23-årige Mickey Rodrigues blev stukket tre gange med en kniv. Han er nu uden for livsfare
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mickey_rodrigues_smal.jpg
 Foto: DR

23-årige Mickey Rodrigues har kæmpet for sit liv på Rigshospitalet.

Den tidligere deltager af ”X Factor” blev i sin lejlighed på Østerbro i København stukket af ukendte gerningsmænd med en kniv i hjertet og lungen.

Det skriver Ekstra Bladet.

Mickey Rodrigues fortæller til SE og HØR, at han svævede mellem liv og død. Efter flere dages indlæggelse på traumecenteret lykkedes det for lægerne at få ham i en stabil tilstand igen.

I 2013 deltog Mickey Rodrigues i ”X Factor”. Han var med i flere episoder af det populære tv-program.

- Det har været utroligt hårdt. Jeg er netop kommet hjem fra hospitalet, fordi jeg havde så mange smerter. Jeg blev indlagt igen, men nu er jeg lige blevet udskrevet.

- Jeg mistede næsten livet, men jeg blev også hjemmerøvet, siger Mickey Rodrigues til SE og HØR og oplyser, at han fik stjålet noget dyrt mærketøj og andre genstande.

Den unge mand boede på et opholdssted på Østerbro. Han fortæller, at han inviterede nogle bekendte over til sin lejlighed. De havde chattet på et socialt medie, men han havde ikke mødt dem ansigt til ansigt før.

Angiveligt ved han ikke, hvad der skete efterfølgende.

- Så vi fester, hygger og drikker. Men så ved jeg ikke, hvad der skete. Jeg har total blackout og kan ikke huske noget. Det er som en slags forsvarsmekanisme, siger Mickey Rodrigues og tilføjer, at han først kan huske noget fra hospitalssengen til Ekstra Bladet.

Den 10. december om morgenen blev han fundet livløs i sin lejlighed. Kort tid efter blev han bragt til Rigshospitalet i en ambulance.

Københavns Politi var også på adressen for at efterforske det mulige knivstikkeri. Sagen bliver nu efterforsket, oplyser Københavns Politi.

13. december var Mickey Rodrigues tilstand så god, at han blev udskrevet fra hospitalet.

Som 16-årig deltog han i ”X Factor”, hvor han fortalte dommerne, at han led af svær ADHD. I konkurrencens bootcamp optrådte Mickey Rodrigues med en sang, der hed ”Glem mig”. Senere kom det frem, at han ikke selv havde skrevet sangen.

Mickey Rodrigues er blevet smidt ud af lejligheden på Østerbro, fortæller han til SE og HØR. Men han har allerede fået et andet tilbud fra kommunen, hvor han nu bor og får hjælp.

Sponsoreret indhold