Kendte20. december 2019

Michael J. Fox: Jeg burde være invalid

Efter Michael J. Fox fik den skræmmende Parkinson-diagnose i 1992, levnede lægerne ham ikke mange chancer for et godt liv.
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/parkinson_1.jpg
 (Foto: MEGA)

Det er næsten 30 år siden, at nu 58-årige Michael J. Fox fik at vide, at han havde Parkinson, og at der ikke ville gå mange år, før han ville være så mærket af sygdommen, at han ville blive invalid.

Men den besked, ville skuespilleren, der især er kendt for sine roller i ”Tilbage til fremtiden”-trilogien og tv-serierne ”Blomsterbørns børn” og ”Spin City”, ikke høre på.

I stedet har skuespilleren kæmpet en hårdnakket kamp mod sygdommen og samlet ind til forskning. Og i dag lever han stadig et ret normalt liv på trods af sygdommen.

– Det var kun meningen, at jeg skulle kunne arbejde i 10 år mere. Jeg burde faktisk være invalid nu, siger han til Closer Weekly.

Egentlig gik han på "pension" efter "Spin City" i 2001, men den tilbagetrækning fra livet som skuespiller blev ikke rigtigt til noget, og han har lavet mange ting siden.

Privat er Michael J. Fox gift med Tracy Pollan. Et ægteskab, der har varet 31 år indtil videre.

– Jeg har det skønt. Hun kan holde mig ud. Hendes største udfordring er ikke at være gift med en Parkinson-patient, men det er at være gift med mig, lyder det jokende fra stjernen, som sammen med konen har fire børn i alderen 18 til 30 år.

Da skuespilleren blev syg stiftede han The Michael J. Fox Foundation for Parkinson's Research, og indtil nu har fonden investeret ikke mindre end 650 millioner dollars (4,37 milliarder kroner) i forskning i sygdommen.

Sponsoreret indhold